To rådgiverteams er klar til den afgørende dyst om Rebild Kommunes største byggeprojekt
To stærke teams er med i slutspurten om fremtidens skole og nye rammer for fællesskab i Støvring
To anerkendte rådgiverteams skal nu dyste om at opføre fremtidens skole og nye rammer for fællesskab i den nye bydel Støvring Højdal. De to teams er udpeget som ligeværdige vindere blandt fire stærke konkurrenceforslag om et byggeri til over 300 millioner kroner, der skal samle skole, fritid, idræt og fællesskab.
Nu bliver der snart sat billeder på fremtidens skole og nye rammer for fællesskab i Støvring – GRO. Stedet skal være et samlingssted for hele byen, og er det største anlægsprojekt i Rebild Kommunes historie.
Efter en anonym projektkonkurrence har en enig bedømmelseskomité udpeget de to forslag, som bedst omsætter ambitionen for GRO – et livs- og læringsmiljø, hvor skole, fritid, natur og lokalsamfund smelter sammen til en levende helhed. Området og bygningerne skal være fyldt med liv og aktiviteter hele dagen året rundt.
Fra alle bygningerne er der let adgang til omkringliggende natur.
De to forslag er udpeget som ligeværdige vindere af projektkonkurrencens første fase og inviteres nu videre til konkurrencens afgørende fase.
De to rådgiverteams er:
- AART architects DK West A/S med byMUNCH by- og landskabsdesign og ABC Rådgivende Ingeniører A/S.
- ADEPT med FLÅK A/S, Gade Mortensen Akustik A/S, Arkitektfirmaet Hovaldt A/S og VITA Ingeniører A/S.
– Nu kan vi for alvor glæde os til at se GRO tage form. Støvring har brug for en ny skole, men med GRO har vi ambitioner om meget mere end det. Vi ønsker at skabe et sted, hvor mennesker mødes, lærer, udfolder sig og bliver en del af et fællesskab. Derfor er det også dejligt at se, at de to forslag i så høj grad understøtter den ambition. Jeg ser virkelig frem til den videre proces, siger borgmester i Rebild Kommune Jesper Greth.
Fælles for de to forslag er, at de i særlig grad lykkes med at omsætte ambitionerne bag GRO til konkrete rammer. Bedømmelseskomitéen fremhæver blandt andet, at forslagene skaber stærke sammenhænge mellem skole, fritid, natur og lokalsamfund, og at de på overbevisende vis arbejder med designprincipperne “det lille i det store”og “stærk sammenhæng mellem ude og inde”. Resultatet er bygninger og uderum, der inviterer til fællesskab, nærhed og varierede læringsmiljøer.
– Vi havde fået fire meget stærke bud på fremtidens GRO, og det har gjort bedømmelsen både spændende og vanskelig. De to udvalgte forslag viser på hver deres måde, hvordan arkitekturen kan skabe meget mere end en skole. Her er fællesskab, læring, bevægelse og natur tænkt sammen på en måde, som giver os et virkelig spændende udgangspunkt for den videre proces. Nu går vi ind i slutspurten om at finde det projekt, der skal danne rammen om GRO, siger projektchef Henrik Bøgeskov Lolholm.
I arbejdet med at vurdere forslagene har bedømmelseskomitéen fået input fra blandt andre medarbejdere, elevrepræsentanter, foreninger og borgere. Bedømmelsen er foregået anonymt, og først efter afgørelsen blev det afsløret, hvilke rådgiverteams der stod bag de to vinderforslag.
HER SKAL FREMTIDENS FÆLLESSKABER GRO
GRO skal rumme en ny tre-sporet folkeskole med SFO og klubtilbud. Men ambitionen rækker langt videre.
Rebild Kommune ønsker med byggeriet GRO, at børn, unge og voksne bliver en del af et bredt fællesskab med naturlige og trygge overgange, hvor trivsel, leg og læring er helt centrale elementer. Samtidig skal området skabe en synergi mellem forskellige idræts- og fritidsforeninger, samt de borgere der er aktive udenfor foreningerne. Bygningerne og udendørs aktivitetsareal skal kunne understøtte at børn og unge kan lære på nye måder, og på så mange måder som muligt.
NÆSTE SKRIDT MOD GRO
De to teams inviteres nu til den afsluttende fase af konkurrencen, hvor deres forslag skal videreudvikles i dialog med Rebild Kommune og bedømmelseskomitéen.
Den endelige vinder forventes udpeget i oktober 2026.






