ForsideVesthimmerlandFra Hobro til Paris: Johnny Haugaards hold af frivillige takker bussponsor

Fra Hobro til Paris: Johnny Haugaards hold af frivillige takker bussponsor

Fra Hobro til Paris: Johnny Haugaards hold af frivillige takker bussponsor

I dagene 5.-9. februar 2026 gik det over stok og sten i gaderne i Paris. 33 kreative frivillige, som gennem det seneste år har sat et markant aftryk på Hobro med blandt andet juleudstillingen ”Jul på GASværket” og arbejdet med Midgårdsormen, drog mod byernes by for at opleve, lade sig inspirere – og ikke mindst for at være sammen om fællesskabet.

Turen var arrangeret af Johnny Haugaard, men blev gjort mulig takket være en generøs gave fra den lokale erhvervsmand Mads Møller Hansen, som sponsorerede bussen til rejsen. Med stor anerkendelse af de mange frivillige timer, der er lagt i at skabe oplevelser for byen, var det uden tøven at tilbuddet fra Mads blev givet. Overnatning og bespisning var på egen regning for de frivillige, og netop derfor betød det ekstra meget, at selve transporten blev givet som en gave. En gestus som de berejste frivillige nu gerne vil sige tak for.

LÆS OGSÅ: De stjålne franske kronjuveler er dukket op – lige udenfor Louvre

En oplevelse for livet

Bag denne artikel ligger flere snakke med de kreative frivillige, som var med på pariserturen – og glæden for turen er ikke til at tage fejl af. Ikke nok med, at de mange frivillige er enormt taknemmelige for den betalte bustur, så ønsker de tilmed at sende en stor tak til de to buschauffører fra CimbrerBilerne Aars, der på fineste vis fik dem bragt sikkert til Paris og retur til Hobro.

”De to chauffører Klaus og Simon kørte simpelthen så pænt og passede godt på os alle. Vi havde nogle, der blev dårlige undervejs, men chaufførerne var hele tiden opmærksomme og gjorde os alle trygge i de mange timer vi tilbragte i bussen,” udtaler en af de frivillige mens en anden støtter op og takker for den professionalisme, der blev lagt for dagen. ”Vi følte en ro og en omsorg – og så var de så søde at sørge for, at der på intet tidspunkt manglede kaffe ombord.”

Fra Hobro til Paris t/r

At det netop var Paris de skulle besøge, var ikke en tilfældighed. Johnny Haugaard havde et ønske om at vise Paris frem for de kreative frivillige, der havde været med til at bygge juleudstillingen ”Jul på GASværket” i Hobro. Idéen om juleudstillingen i Hobro udsprang nemlig fra episoden tilbage i oktober 2025, da de franske kronjuveler blev stjålet fra Louvre. Et røveri, der ifølge Johnny kun kunne have været udført af de kreative frivillige.

”Jeg kender ikke andre, der kan formå at udføre så vild en opgave på kun 4 minutter. For de frivillige kan alt lade sig gøre, og de løber altså stærkt” griner Johnny.

De parisiske gader endte da også med at blive en stor del af juleudstillingen i Hobro, hvor man både kunne opleve Eiffeltårnet i miniformat, Celine Dion i hendes smukke Dior-kjole, som hun bar til OL-åbningen i Paris i 2024 og en fantasifuld udgave af de stjålne franske kronjuveler – skabt af naturmaterialer, ståltråd og glimmer. Nu fik de frivillige mulighed for at stå midt i det hele og mærke stemningen på egen krop.

På turen blev de franske kronjuveler da også båret at to af de kreative frivillige til et fotoshoot lige uden for Louvre – en episode, der vakte opsigt i medierne og som netop er blevet til et indslag i Go’ morgen Danmark i denne uge.

Nye venskaber blev skabt

Når 33 mennesker er samlet – især på en bustur på 15-16 timer – opstår der mange dybe samtaler og indblik i hinandens liv. Nye venskaber blev skabt og gamle venskaber styrket.

De kreative frivillige fik oplevet det meste af det, der skulle opleves i Paris – og dette allerede på førstedagen.

”Bussen kom 2-3 timer for tidligt herned, så jeg skulle jo pludselig finde på nogle ekstra oplevelser,” siger Johnny Haugaard, der stod klar kl. 6.30 foran hotellet i Paris for at tage imod de rejsende, da de ankom til Byernes by.

”Så vi gik en ”lille” tur – og de var så først tilbage på hotellet lige inden solen gik ned. Jeg tror da vi nåede op på 20.000 skridt – hvis ikke flere,” siger Johnny med et glimt i øjet og fremhæver hvor imponeret han var af de frivillige, hvoraf nogle er lidt oppe i alderen, over hvor aktive de var.

”For nogen handlede det om overlevelse den første dag, men de klarede den og de næste dage løb de jo nærmest afsted. Vi har joket lidt med, at det også har været en form for træningslejr for dem. Men jeg vil jo så gerne vise dem så meget af Paris som muligt,” slutter Johnny, hvem der også skal have en stor tak af de kreative frivillige.

”Den måde Johnny og hans team fyldte dagene med energi, grin og gode oplevelser er virkelig imponerende. Det gav os en dejlig fornemmelse af, at vi alle var sammen om den her oplevelse,” siger en af de frivillige, mens en anden fremhæver at Johnny er god til at give opmærksomhed til alle og at det var en fornøjelse at opleve Paris gennem hans øjne.

”Lige fra besøg på de små caféer, særligt udvalgte spisesteder med sang og dans til besøg i Danskerkirken til morgensang og en tur ud til byen Saint-Denis gjorde virkelig indtryk på mange af os,” siger en af de frivillige. ”Vi er ovenud taknemmelige for denne tur vi har haft fællesskabets tegn.”

En ring er afsluttet

Efternavnet Møller Hansen vækker nok genkendelse i Hobro. Sidste forår var det Svend Møller Hansen, der med et betydeligt millionbeløb gjorde det muligt for Johnny Haugaard og de kreative frivillige at opføre Midgårdsormen – Danmarks hidtil største naturinstallation.

Nu har sønnen Mads Møller Hansen på sin egen måde valgt at bakke op om det frivillige fællesskab. Med den sponsorerede bustur til Paris har han givet en oplevelse til nogle af de mennesker, der med hænder, kreativitet og engagement var med til at føre visionerne ud i livet. På den måde er ringen smukt sluttet – og taknemmeligheden fra de kreative frivillige er stor.

De mange frivillige havde en skøn tur i Paris. Foto: Louise Rosenkilde
Det gik over stok og sten i Paris. Foto: Louise Rosenkilde
Et besøg hos den danske café Kys Paris, der sælger flødeboller – og BMO’er. Foto: Louise Rosenkilde
Hr. og Fru Eiffel, som Jess og Else Marie bliver kaldt, studerede Eiffeltårnet og tjekkede om det passede med det de selv byggede under juleudstillingen i Hobro. Foto: Louise Rosenkilde
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler