Fremtidig togdrift i Rebild Kommune
Teknik og Miljøudvalget i Rebild Kommune holder møde den 9. januar 2024, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Beslutningssag: Fremtidig togdrift i Rebild Kommune.
Fra 2026 bliver det teknisk muligt at udvide den regionale togdrift til Hobro. I dag er Skørping sydlig endestation for regionaltoget på Aalborg Nærbane.
Staten har samtidig et ønske om at reducere køretiden og stiller derfor som krav, at en forlængelse af regionaltog til Hobro, skal medføre færre stop med IC-tog på samme strækning. Det betyder for Rebild Kommune at al togdrift i Skørping og Støvring overgår til regionaltog og at togkørsel ud af regionen vil medføre skift fra regional- til fjerntog i Hobro eller Aalborg.
Region Nordjylland har udarbejdet en analyse af konsekvenserne af togændringerne i relation til passagerer, tekniske forhold, driftsøkonomi og samfundsøkonomi.
BILAG: Konsekvenser af scenarier
BILAG: Notat fra Region Nordjylland
BILAG: Betjeningsmodeller
Text
Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget anbefaler
at | de opstillede scenarier og de afledte konsekvenser drøftes |
at | udvalget beslutter, om der skal indsendes en tilkendegivelse til Regionsrådet |
at | borgmesteren i givet fald bemyndiges til at indsende tilkendegivelse |
Sagsfremstilling
Udvalget for Regional Udvikling og Innovation gav 6. december administrationen mandat til at indlede forhandling med Transportministeren om vilkår for udvidelse af togdriften fra Skørping til Hobro.
Baggrund
Det blev i 2017 besluttet at køre efter midlertidig køreplan frem til 2026, hvor nyt signalsystem skal være fuldt implementeret. En midlertidig køreplan som har betydet at DSB fortsat betjener både Støvring og Skørping stationer selvom Transportministeriet i den oprindeligt vedtagne køreplan, havde besluttet at IC-tog fremover ikke skulle stoppe i Støvring.
Den midlertidige køreplan skal fra 2026 erstattes af den oprindelige køreplan eller en ny køreplan ved eventuel forlængelse af Aalborg Nærbane til Hobro.
Transportministeriet har sideløbende arbejdet på at reducere køretiden mellem København og Aalborg, hvilket bl.a. ønskes opnået ved at IC-tog ikke skal have stop på strækningen mellem Hobro og Aalborg. Stationerne i Rebild Kommune vil således ikke have togbetjening med IC-tog.
Region Nordjylland har udarbejdet en analyse med henblik på at se på mulighederne for at forlænge den regionale togdrift til Hobro – og med en statslig præmis om at IC-tog ikke længere betjener stationerne i Skørping og Støvring.
Analysen har beskrevet 4 forskellige scenarier for den fremtidige togdrift.
Rejsedata:
Togrejser fra Skørping: Der rejste 65.766 passagerer inden for regionen og 2.597 ud af regionen i 2022.
Togrejser fra Støvring: Der rejste 58.608 passagerer inden for regionen og 1.676 ud af regionen i 2022.
Scenarier og konsekvenser for Rebild Kommune:
- Basisscenarie uden udvidelse af nærbanen til Hobro:
Den oprindelige køreplan implementeres hvilket for Rebild Kommune betyder at IC-tog kun standser i Skørping. Nærbanen udvides ikke.
Skørping vil have halvtimesdrift via IC-tog og nærbane i dagtimerne, mens Støvring hele dagen kun vil have timesdrift, da IC ikke længere gør stop.
Rejsende ud af regionen fra Støvring vil skulle skifte tog i Skørping eller Hobro.
- Scenarie 1 med udvidelse af nærbanen til Hobro:
Nærbanen kører med halvtimesdrift fra Skørping og Støvring mod Aalborg. Der køres med timesdrift mellem Skørping og Hobro. IC-tog vil ikke længere betjene Rebilds stationer, så kørsel ud af regionen medfører togskifte i Hobro.
- Scenarie 1+ med udvidelse af nærbanen til Hobro:
Har udover betjeningen i scenarie 1, tre ekstra afgange i myldretiden, hvor der bliver halvtimesdrift mod Hobro.
- Scenarie 2 med udvidelse af nærbanen til Hobro:
Nærbanen kører med halvtimesdrift på hele strækningen mellem Hobro og Aalborg. IC-tog vil ikke længere betjene Rebilds stationer, så kørsel ud af regionen medfører togskifte i Hobro.
Økonomi
Region Nordjylland finansierer den regionale togdrift.
Økonomi i de fremlagte scenarier fremgår af bilag.