Frederik Holmriis tog 2. plads ved internationalt stævne
Den danske dobbeltfirer med Frederik Holmriis, fra Hadsund Roklub placerede sig på en meget fornem 2. plads i søndagens B-finale ved Coupé de la Jeunesse i Linz (Østrig).
Coupé de la Jeunesse er en årligt tilbagevendende ro- landskamp for U19 roere mellem de fleste vesteuropæiske lande.
I søndagens indledende heat blev det til en fjerdeplads.
Den danske kvartet viste allerede her med stor tydelighed, at man havde lært noget fra lørdagens løb. De fire roere: Oskar Munck Aabenhus, Frederik Holmriis, Gustav Klingenberg og Mads Kjelberg fra hhv. København, Hadsund, Odense og Lyngby havde ved dette mesterskab deres debut ved et større europæisk stævne. Lørdag var det tydeligt, at holdet blev overrasket over det høje sportslige niveau hos konkurrenterne, hvilket resulterede i en plads i C- finalen. En finale holdet dog vandt.
I søndagens B-finale vandt Frankrig foran Danmark med Spanien, Østrig, Schweiz og Irland på de næste pladser.
Med søndagens resultat rykker den danske kvartet hele 5 pladser frem i forhold til lørdagens løb. Samlet ender holdet med at ro i dagens 5. hurtigste tid blandt alle 14 deltagende nationer.
Tillykke til Frederik Holmriis og hans romakkere fra Odense, Lyngby og København.



