Forkert vej i rundkørsel i Støvring gjorde politiet mistænksomme
En forkert vej gennem en rundkørsel tirsdag 16. juni førte til, at en bilist blev standset af politiet – og efterfølgende sigtet for flere lovovertrædelser.
Politiassistent Anders Nielsen fra efterforskningen hos Himmerlands Politi fortæller, at en patrulje observerede en personbil, der kørte venstre om i en rundkørsel.
Patruljen bragte derfor bilen til standsning ved Juelstrupparken og Nibevej i Støvring.
Det viste sig, at føreren, en 31-årig mand fra Skørping-området, havde flere forhold at svare på. Politiet havde mistanke om, at manden var påvirket af euforiserende stoffer under kørslen.
Ved kontrollen fandt politiet desuden omkring ét gram ketamin, som manden blev sigtet for at være i besiddelse af. Samtidig viste det sig, at han kørte bil, selv om han var i frakendelsestiden.
– Han blev sigtet for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer, kørsel i frakendelsestiden, besiddelse af euforiserende stoffer og for ikke at efterkomme anvisningerne i færdselsloven, oplyser Anders Nielsen.









