Forfatterbesøg begejstrer alle 5. klasser i Vesthimmerland
I denne uge har alle 5. klasser i Vesthimmerlands Kommune fået en særlig oplevelse, da den prisvindende børne- og ungdomsforfatter Nicole Boyle Rødtnes besøgte skolerne. Eleverne har allerede arbejdet med flere af hendes bøger i undervisningen, og begejstringen var stor, da de stod ansigt til ansigt med forfatteren bag populære titler som Elverskud, Rød og Blå og Skeletter i Skabet.
Under besøget fortalte Nicole om sin rejse ind i forfatterlivet – fra at have 30 diktatfejl om ugen i folkeskolen til i dag at have udgivet over 100 bøger. Eleverne fik mulighed for at stille spørgsmål om alt fra hendes arbejdsproces til de afslag, hun har oplevet undervejs i karrieren.
Nysgerrigheden blandt eleverne var stor. De ville blandt andet vide, hvor hendes idéer opstår, hvad der motiverede hende til at blive forfatter, og hvordan skriveprocessen foregår.
Vesthimmerlands Biblioteker har også sat deres præg på ugen ved at invitere 5. klasserne til en stor forfatterquiz. Her kan eleverne dyste i deres viden om Nicoles universer og de bøger, de har arbejdet med i undervisningen. Initiativet er med til at styrke både læselyst og fællesskab omkring litteraturen.
Besøgene har skabt stor glæde på tværs af kommunens skoler. Mødet med Nicole har gjort litteraturen levende for eleverne og givet dem en inspirerende oplevelse, der rækker ud over den daglige undervisning.
Der lyder en stor tak til skolerne, lærerne og Vesthimmerlands Biblioteker for at være med til at skabe en fælles kultur- og læseoplevelse for kommunens børn.


