Flere midler til samarbejde og frivilligindsatser i hovedbyerne og på Østkysten
Mariagerfjord Kommune styrker fra 2026 indsatsen for at understøtte samarbejde og lokale initiativer i hovedbyerne og på Østkysten. Med budgetaftalen for 2026-29 har partierne A, C, F, O og V besluttet at øge de eksisterende beløb, der støtter frivillige kræfter, forretningsdrivende og foreninger i arbejdet med at skabe liv, aktiviteter og udvikling lokalt.
Ordningen, som i forvejen tildeler 400.000 kr. årligt til Hobro og Hadsund, 200.000 kr. til Mariager og Arden samt 100.000 kr. til Østkysten, udvides nu markant. Fremover øges støtten til Hobro med 200.000 kr., mens Hadsund, Mariager, Arden og Østkysten hver får en forhøjelse på 100.000 kr.
Derudover tildeles Fonden til bevarelsen af gamle bygninger i Mariager et særskilt tilskud på 50.000 kr. i 2026, og det eksisterende driftstilskud til Vandparken i Mariager fastholdes.
Formålet med udvidelsen er at styrke det lokale engagement og give flere muligheder for at igangsætte initiativer, der bidrager til levende bymiljøer, stærkere fællesskaber og en positiv udvikling i hele kommunen.
Tiltaget supplerer de midler, der allerede er afsat til landdistriktsudvikling, og understreger kommunens ambition om at skabe balance mellem hovedbyerne, landsbyerne og kystområderne.
Læs hele budgetaftalen her: Link til budgetaftalen


