ForsideHimmerlandAv: Flere danskere kommer til skade i vinteren

Av: Flere danskere kommer til skade i vinteren

Av: Flere danskere kommer til skade i vinteren

Som fodgænger kan man selv mindske risikoen for faldulykker ved at vælge skridsikkert fodtøj og være opmærksom på glatte veje og fortove, lyder det fra If

De store mængder sne og is, der har ramt Danmark i starten af 2026, har ført til en stigning i antallet af faldskader hos If, Nordens største forsikringsselskab.

If har modtaget 820 anmeldelser om faldskader i år, hvilket er en stigning på 28 procent i forhold til samme periode sidste år.

”Vintervejret med glatte veje og fortove øger risikoen for uheld markant, og det ser vi tydeligt i år. Mange danskere kan for eksempel være kommet galt afsted på et fortov, hvor der har været iset eller ikke er ryddet sne. Andre kan være faldet, når de har forsøgt at krydse en stor snedrive,” siger Andreas Grønbæk, chef for personskader i If.

Forstuvninger eller brud på håndled, forvredne knæ samt skulderskader er de mest typiske faldskader blandt Ifs kunder. Ikke alle faldskader skyldes sne eller is, men der er ifølge If ingen tvivl om, at vintervejret er forklaringen på stigningen.

”Sidste års vinter var en mildere en af slagsen. Det har været anderledes i år, hvor der i januar har været flere dage med frost og sne end normalt, og tendensen ser ud til at fortsætte i februar,” siger Andreas Grønbæk. 

Kan drages til ansvar
Har du en ulykkesforsikring og er kommet til skade i vintervejret, bør du anmelde skaden til dit forsikringsselskab hurtigst muligt. Ulykkesforsikringen kan i nogle tilfælde give en strakserstatning, hvis du for eksempel brækker en arm eller river et ledbånd over. Den kan også give en erstatning, hvis du får et varigt mén.

Hvis du falder på et fortov, som ikke er ryddet for sne, kan husejeren boende ved fortovet potentielt drages til ansvar.

“En husforsikring dækker som regel husejerens erstatningsansvar, men uden en forsikring står husejeren selv med regningen. Uanset forsikringsforhold ønsker ingen at være årsag til, at et andet menneske kommer til skade, og derfor er det vigtigt, at husejere husker at rydde sne og salte,” siger Andreas Grønbæk:

“Husejere skal gøre det, der med rimelighed kan forventes. Det behøver ikke være fuldstændigt ryddet, men det skal være sikkert for andre at færdes.”

Man kan som fodgænger selv mindske risikoen for ulykker ved at vælge skridsikkert fodtøj og holde øje med områder, der kan være glatte.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler