Træning og motion giver et godt selvværd, nye bekendtskaber og et fantastisk sammenhold
Ranum Motionscenter er blevet mange motionisters mødested. Stedet har ikke færre end 140 medlemmer, som flittigt gør brug af centret. En interesse som instruktør og formand for Ranum Motionscenter Mogens Larsen er glad for. Aktiviteten giver mange en god træning og et godt fællesskab.
Her ydes der efter evne, så alle kan være med. Som medlem udleveres der et nøglekort til motionscentret og det er så op til den enkelte, hvor meget man vil træne. Der er åbent alle dage fra kl. 05.00 – 22.00 for alle over 15 år. Der er særlige regler for unge fra 13 år. I det tidsrum er motionscentrets mange motionsredskaber til rådighed.
Onsdag formiddag er en særlig dag. Her mødes seniorer, damer og herrer, i motionscentret. Det under ledelse af fysioterapeut Lisbet Andersen, som ud fra sit indgående kendskab til en optimal træning er den enkelte behjælpelig med valg af øvelser. Træningen på maskinerne følges op med holdgymnastik.
Når dagens træning er overstået, mødes man til kaffe, franskbrødsmadder, lun leverpostej og hyggesnak. Det giver et godt kammeratskab og lysten til at tage imod nye udfordringer. Der har således været arrangeret mavedans, hjertestarterkursus, dans, indoor bike, som er spinning med Søren Torp som instruktør. Er der ideer til nye tiltag, tages de gerne op, fortæller instruktør og formand Mogens Larsen.
Fællesskabet byder også på gåture i sommerperioden. Det forskellige steder i Ranum og opland. Her mødes typisk 15 – 20 personer til en rask travetur.
-Vi har grund til at være stolte over, hvor godt Ranum Motion har fat. Der er gennemsnitlig 100 motionister igennem motionscentret om ugen. Det er et flot fremmøde, men der er plads til flere og nye brugere, siger instruktør og formand for Ranum Motionscenter, Mogens Larsen. Han opfordrer folk til at kigge op og se, hvad der bydes på af motionsmuligheder og ikke mindst fællesskab. Det er der rig lejlighed til hver onsdag formiddag, understreger han.
Han tilføjer, at den eneste man snyder ved ikke at være med, er en selv.












