Eurowind Energy overtager stor dansk vindservicevirksomhed
Energiselskabet Eurowind Energy har indgået en aftale om at overtage Connected Wind Services Danmark fra den tyske energikoncern EnBW Energie Baden-Württemberg AG. Handlen er dog betinget af myndighedernes godkendelse, og købsprisen er ikke offentliggjort.
Connected Wind Services Danmark er landets største uafhængige serviceleverandør til vindmøller og har mere end 35 års erfaring inden for drift og vedligehold. Virksomheden servicerer omkring 1.000 vindmøller i Danmark og beskæftiger over 100 teknikere og supportmedarbejdere.
Virksomheden arbejder med vedligeholdelse, reparation og teknisk support til vindmølleejere og spiller dermed en central rolle i at sikre stabil elproduktion fra eksisterende vindparker. Derudover har selskabet udvidet sine aktiviteter til også at omfatte havvind og højspændingsservice. Et døgnbemandet overvågningscenter holder løbende øje med møllerne og sikrer hurtig indsats ved tekniske problemer.
Connected Wind Services Danmark er certificeret inden for kvalitet, miljø og arbejdsmiljø gennem internationale standarder og har oplevet stabil vækst de seneste år. I 2025 nåede omsætningen cirka 191 millioner kroner.
Hos Eurowind Energy ser man opkøbet som et vigtigt strategisk skridt.
– Dette opkøb styrker vores position på tværs af vindens værdikæde. Med Connected Wind Services Danmark får vi stærke tekniske kompetencer og en veldokumenteret organisation, der understøtter høj tilgængelighed og levetidsforlængelse af vindaktiver, siger administrerende direktør Jens Rasmussen.
Også hos Connected Wind Services Danmark er der tilfredshed med aftalen.
– Vi ser dette som et stærkt match. Eurowind Energy forstår vindindustrien og betydningen af driftssikker vedligeholdelse og service. Samtidig er det vigtigt for os, at vi fortsætter som en selvstændig virksomhed med samme ledelse og medarbejdere, siger direktør Kent Hougaard.
Virksomheden fortsætter under sit nuværende navn og organisation, og kunderne vil ikke opleve ændringer i den daglige service. Som led i aftalen bliver Klaus Steen Mortensen ny bestyrelsesformand. Han har tidligere haft en mangeårig karriere i Vestas og er i dag bestyrelsesmedlem i Eurowind Energy.
Opkøbet sker i en tid, hvor mange ældre vindmøller i Danmark og Nordeuropa bevæger sig ud over deres oprindelige serviceaftaler. Her spiller uafhængige serviceleverandører en stadig vigtigere rolle i at forlænge levetiden og sikre stabil drift.





