En eftermiddag i selskab med Kaare Norge: Koncert, fortællinger og kunst i Biecentret
Tirsdag den 25. november kl. 16.30 kan publikum se frem til en særlig kulturoplevelse i Biecentret. Her gæster den anerkendte klassiske guitarist Kaare Norge, der gennem årtier har begejstret koncertgængere med sine virtuose og personlige fortolkninger af musik i mange genrer.
Kaare Norge er kendt for sin evne til at kombinere teknisk dygtighed med stor inderlighed og temperament. Eftermiddagens program kommer til at spænde bredt – fra klassiske komponister til sydamerikanske og spanske rytmer samt arrangementer af velkendte popnumre. Undervejs deler Kaare Norge også ud af sine anekdoter og erfaringer fra et langt liv i musikkens verden.
Men koncerten byder på mere end musik. Kaare Norge har i 25 år sideløbende arbejdet med billedkunst, og i forbindelse med arrangementet tager han et udvalg af sine malerier med. Efter koncerten får publikum mulighed for at gå på opdagelse i udstillingen og tage en snak med kunstneren selv om hans værker og kreative proces.
Arrangementet er åbent for alle, og Biecentret lover en stemningsfuld eftermiddag i kunstens tegn.
Billetter kan købes ved henvendelse til Biecentret.



