ForsideRebildDN Rebild til byrådet: Sæt natur og klima først

DN Rebild til byrådet: Sæt natur og klima først

AF Formand Aage Langeland – Danmarks Naturfredningsforening Rebild

Til Rebild Byråd

Danmarks Naturfredningsforening Rebild vil gerne byde det nye byråd velkommen og ønske jer tillykke med valget.

Rebild Kommune rummer nogle af Danmarks mest værdifulde natur- og landskabsområder – fra bakker, ådale og skove til det åbne land og vigtige drikkevandsressourcer. Naturen er en central del af kommunens identitet og borgernes livskvalitet og spiller samtidig en afgørende rolle i forhold til klima, biodiversitet og folkesundhed.

I den kommende valgperiode ser DN Rebild frem til et konstruktivt og dialogbaseret samarbejde med byrådet. Vi vil særligt have fokus på følgende indsatsområder i 2026:

Den Grønne Trepart
DN Rebild vil følge implementeringen af udtagningsplanen tæt. Her vil vi have særligt fokus på udlæg og beskyttelse af naturområder, muligheder for skovrejsning samt sikring af drikkevandsområder, så indsatsen bidrager til udvikling af både natur, klima og vandmiljø. Samtidig skal der også være plads til fødevareproduktion.

Lindenborg Ådal som sammenhængende naturområde
Vi vil arbejde for, at Lindenborg Ådal udvikles som ét sammenhængende naturområde med høj naturværdi. DN Rebild vil arbejde for, at kommunens tidligere planer for området genoptages og videreudvikles, gerne i samspil med planer i  Den Grønne Trepart.

Revision af kommuneplanen for det åbne land
DN Rebild ønsker at deltage aktivt i revisionen af kommuneplanen for det åbne land. Vi finder det vigtigt, at revisionen koordineres med Den Grønne Trepart, så der sikres sammenhæng i natur-, klima- og arealplanlægningen.

Naturpolitik for Rebild Kommune
Vi forventer, at Folketinget snarest vedtager en naturlov/biodiversitetslov, som vil stille krav til kommunerne om at udarbejde en naturpolitik. DN Rebild vil arbejde for, at Rebild Kommune får en ambitiøs og bindende naturpolitik, der styrker beskyttelsen og udviklingen af kommunens natur.

DN Rebild bidrager gerne med lokal viden, faglige input og dialog, når der arbejdes med grøn omstilling, naturbeskyttelse, friluftsliv og bæredygtig udvikling i Rebild Kommune. Sammen kan vi sikre, at også kommende generationer får glæde af en rig, sammenhængende og robust natur.

Vi ønsker byrådet held og lykke med arbejdet og ser frem til et godt samarbejde.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler