Dit hus hvisker – tag med på en rejse i Hobro gennem tidens lag og opdag de historier, væggene gemmer på
I år fejrer Hobro Bibliotek sit 100-års jubilæum på torvet – og i den anledning inviterer Mariagerfjord Bibliotekerne til en aften, hvor fortidens hemmeligheder får stemme. Har du nogensinde tænkt over, hvilke liv og skæbner der har udfoldet sig bag facaden på dit eget hjem?
Forestil dig: Du flytter ind i et gammelt hus og finder en skjult skat i kælderen – gamle fotografier, en kasse med porcelæn eller måske slidte gardiner. Du begynder at tapetsere og opdager flere lag af tapeter, der fortæller om tidernes skiften – fra blomstrede 70’er-mønstre til elegante striber. Men hvem boede egentlig her før dig? Hvilke glæder, sorger, fester og hemmeligheder har væggene overhørt?
Forfatter og husdetektiv Lene Høg har selv gravet i historien om sit 100 år gamle hus i Vejgaard ved Aalborg og udgav i 2020 bogen “Historien om mit hus – og hvordan du skriver din egen”. Gennem personlige interviews, lokalhistoriske kilder og grundigt detektivarbejde har hun vækket fortiden til live og tegnet et levende portræt af både husets og områdets historie.
På Hobro Bibliotek tager Lene Høg tirsdag d. 21. oktober dig med på rejsen og deler sine bedste tips til, hvordan du kan afdække dit eget hus’ historier. Hun fortæller, hvor du finder kilderne, hvordan du griber historien an – og hvordan du selv kan blive en slags tidsdetektiv.


