Byrådet skal tage stilling: Ekstrabevilling på 3,12 mio. kr. til Løgstør Lægehus
Beslutning om finansering af totalentreprise på Lægehus i Løgstør er på dagsordenen når Byrådet i Vesthimmerlands Kommune holder møde den 27. november 2025.
Resultatet af genudbuddet af totalentreprisen for etableringen af Løgstør Lægehus foreligger nu og fremlægges for Byrådet mhp. at der bevilges en tillægsbevilling på op til 3,12 mio. kr. for at totalentreprisen kan gennemføres.
Baggrund
Byrådet havde i Budget 2025 afsat i alt 8,488 mio. kr. til køb af bygning og grund, byggeomkostninger m.v. for at realisere etablering af Lægehus i Løgstør. Omkostningerne til selve ombygningen og til rådgivning udgjorde i alt 6,199 mio. kr., heraf 5,410 mio. kr. inkl. uforudsete udgifter (UFU) til selve ombygningen.
Projektet blev udbudt som totalentreprise med en targetpris på 5,030 mio. kr. til fem entreprenører. Ved tilbudsfristens udløb den 26. juni 2025 havde Vesthimmerlands Kommune modtaget ét tilbud, der med tilbudsforudsætninger udgjorde 7,882 mio. kr. ekskl. moms.
Ejendomscentret foretog herefter i samarbejde med bygherrerådgiveren Artelia A/S en efterkalkulation. På baggrund heraf anbefalede Ejendomscentret, at projektet blev genudbudt uden targetpris, med forbedrede rammevilkår og til en bredere kreds af leverandører, med henblik på at opnå det bedst mulige tilbud.
På den baggrund godkendte Sundhedsudvalget på mødet den 13. august 2025, punkt 105, indstillingen om, at totalentreprisen for projektet vedrørende etablering af et nyt lægehus skulle genudbydes som en totalentreprise til en bredere kreds af kvalificerede leverandører. Samtidig blev det indstillet, at hvis det nye udbud ikke kunne holdes inden for den afsatte bevilling, skulle der ydes en tillægsbevilling svarende til merudgiften, finansieret via kassebeholdningen. Det blev desuden bemærket, at Sundhedsudvalget anbefalede Økonomiudvalget at afsætte en pulje på op til 2,6 mio. kr. som forventet ekstrabevilling til lægehuset i forbindelse med budget 2026-2029. Sagen blev behandlet i Økonomiudvalget den 20. august 2025, punkt 272, hvor udvalget tilsluttede sig indstillingen.
Genudbuddet af totalentreprisen har resulteret i modtagelse af fem gode tilbud med priser fra 7,728.601 kr. til 9,721.733 kr. Det er Administrationens og bygherrerådgiveren Artelia A/S’ vurdering, at genudbuddet har medført en fyldestgørende markedsafdækning på lige vilkår.
Vurderingen af tilbuddene er foretaget i samarbejde med bygherrerådgiveren Artelia A/S, og to leverandører er udvalgt til videre dialog.
Administrationen indstiller til, at der afsættes op til 3,12 mio. kr. som ekstrabevilling til realisering af lægehuset i Løgstør. Det endelige beløb fastsættes, når dialogen med de to leverandører er afsluttet, og det endelige projekt er udvalgt.
Det bemærkes, at ekstrabevillingen ikke omfatter nedenstående to optioner, som er tilføjet i forbindelse med genudbuddet:
- Støjende arbejde udføres uden for normal arbejdstid.
- Etablering af fire ladestandere i tilknytning til parkeringsarealet.
Sagen er behandlet som en lukket sag, da den indeholder fortrolige oplysninger om forretningsforhold af væsentlig økonomisk betydning. Sagen kan åbnes, når udbuddet er gennemført og kontrakt er indgået.
Forventet konsekvens
Det er nødvendigt med en ekstrabevilling for at kunne realisere projektet.
Det vurderes, at den mindre forskydning af tidsplanen som følge af genudbuddet ikke vil få væsentlig betydning for Løgstør Handler og Lægehuset i Løgstør.
Organisering og kommunikation
Såvel Lægerne i Lægehuset i Løgstør som Løgstør Handler er repræsenteret i styregruppen, hvorfor der er et løbende og tæt samarbejde omkring udviklingen i projektet.
Lovgrundlag
Regulativ for økonomistyring samt budget og regnskabssystem for kommuner.
Økonomi
På baggrund af de indkomne genudbud ønskes der afsat op til 3,12 mio. kr. i tillægsbevilling med henblik på at realisere etablering af Løgstør Lægehus.
Der er for nuværende afsat i alt 8.488.000 kr., fordelt med 4,244 mio. kr. i henholdsvis 2025 og 2026.
Beløbet dækker køb af bygning samt byggeomkostninger.
Procesplan
Der forventes kontraktindgåelse ultimo 2025 og opstart primo 2026.
Projektet forventes afsluttet september/oktober 2026.
Sagen afgøres i
Byrådet via Sundhedsudvalget og Økonomiudvalget.
Indstilling
- at der meddeles en tillægsbevilling til anlægsudgiftsbevilling på op til 3,12 mio. kr. eksklusiv moms.,
- at tillægsbevillingen finansieres af kassen, og
- at rådighedsbeløbet og budgettet afsættes og frigives samtidigt.
Beslutning fra Sundhedsudvalget, den 5. november 2025, punkt 155:
Fraværende: Henrik Dalgaard
Administrationens indstilling godkendt.
Beslutning fra Økonomiudvalget, den 19. november 2025, punkt 401:
Fraværende: Ingen
Sundhedsudvalgets indstilling anbefales godkendt.


