Birte gav sin golfveninde en nyre – og livet tilbage
Da Birte Kjeldsen fra Vebbestrup og Gitte Holm fra Hobro mødte hinanden på golfbanen i Volstrup for seks år siden, havde ingen af dem forestillet sig, hvor stærkt deres venskab en dag skulle blive. I januar 2025 gav Birte nemlig sin ene nyre til Gitte – og reddede dermed sin venindes liv.
”Det er det bedste gave, jeg nogensinde har givet,” siger 66-årige Birte Kjeldsen med et smil.
Et venskab – og en livredning
I marts 2024 var Gitte Holms nyrer så dårlige, at kun en transplantation kunne redde hende.
På golfbanen nævnte Gitte sin situation for Birte – og uden tøven kom svaret:
”Du får sgu da bare en af mine,” lød det fra Birte.
Gitte blev målløs. ”Mener du det?” spurgte hun. ”Ja, gu’ gør jeg så,” svarede Birte med sit karakteristiske glimt i øjet.
Et perfekt match
Efter grundige undersøgelser viste det sig, at Birte faktisk var et ideelt match som donor – trods den sjældne blodtype. I januar 2025 gennemførte lægerne transplantationen, og få dage senere kunne både donor og modtager glæde sig over, at alt var gået godt.
”Vi var begge hurtigt på benene igen, og jeg glæder mig til mange flere slag på golfbanen sammen med Birte,” siger Gitte Holm taknemmeligt.
En opfordring til andre
Birte anbefaler nu andre at overveje at blive levende donor, hvis muligheden er der.
”Man kan give et andet menneske livet tilbage – og man kan sagtens leve fint med én nyre,” siger hun.
Tilbage på golfbanen
I dag er de to veninder igen at finde på golfbanen i Volstrup, hvor det hele startede. Venskabet er blevet stærkere end nogensinde.
”Det er utroligt, hvad et tilfældigt møde på en golfbane kan føre til,” siger Gitte med et smil.
Et slag for organdonation
Historien er fortalt med hjælp fra Erik Kragelund, der også gerne selv slår et slag for organdonation.
Han minder om, at lørdag den 11. oktober er organdonationsdag.
”I den anledning har jeg skrevet denne historie om min svigerinde, Birte Kjeldsen, som gav sin ene nyre til sin golfveninde. Det er et helt unikt eksempel på at ta’ stilling – som Sundhedsstyrelsens kampagne så rammende hedder.
Jeg er selv transplanteret for to år siden med en velfungerende nyre fra en afdød donor. Det er jeg dybt taknemmelig for, og derfor slår jeg selvfølgelig også gerne et slaw for at få flere til at ta’ stilling,” siger Erik Kragelund.


