AF Birgitte Wilsted Simonsen, Det konservative Folkeparti Rebild
Trafiksikre skoleveje i Rebild Kommune
Som næstformand i Børne- og Familieudvalget er jeg med til at behandle indstillinger fra forvaltningen om trafikfarlige skoleveje. Disse veje bliver udpeget efter et grundigt forarbejde af forvaltningen og politiet, hvor der blandt andet ses på hvilke faciliteter, der er for cyklister og fodgængere og hvordan trafikkens sammensætning er på vejen. Vurderingerne har udvalget som udgangspunkt ikke bemærkninger til.
Men indstillingerne om trafikfarlige skoleveje har dog været med til at sætte tanker i gang, for i stedet for, at vi udpeger trafikfarlige skoleveje, og så efterfølgende bevilliger buskort for at eleverne kan komme i skole, så burde fokus jo nærmere være på, at vejene slet ikke bliver udpeget som farlige skoleveje.
Vi har som kommune et ansvar for at sikre, at kommunens børn kan færdes trygt i trafikken. En del børn sikre vi gennem bustransport til og fra skole, men der er jo stadig en daglige færdsel i fritid eller i weekenden, hvor trafikken stadig er der, hvor bilerne stadig kører for stærkt og hvor der stadig vil være utryghed ved at skulle ud og færdes i trafikken.
Virkeligheden for mange skolebørn er, at selv om deres skolevej ikke er erklæret trafikfarlig, så kan turen til og fra skole være fyldt med trafikale problemer – en lidt større vej skal måske krydses, der mangler et stykke cykelsti eller noget helt tredje. Denne utryghed tager mange forældre konsekvensen af, og vælger at køre deres børn til og fra skole, hvilket skaber endnu utryghed.
Det Konservative Folkeparti i Rebild ønsker at denne negative spiral omkring tryghed og transport til og fra skole bliver brudt. Det kan eventuelt ske ved, at de årlige midler til trafiksikkerhed og tryghed i de kommende år bliver fokuseret mod sikre skoleveje og cykelstier.
Lad os sammen få fokus på den sikre skolevej …


