Besøg af julemanden og harpespiller gav en god start på julen på Røde Kors Hjemmet Løgstør
Der var rigtig julestemning på Røde Kors Hjemmet Løgstør, da Frivillige Hænder inviterede beboerne og pårørende til juleafslutning. En hyggelig formiddag med velkomst af Aase Lund, formand for Frivillige Hænder.
Herefter tog harpespilleren Mariann Fredsgaard Ravnkilde Mikkelsen over med harpespil og sang. Repertoiret var danske og udenlandske julesange. Flere af dem var kendte danske sange, som tilhørerne sang eller nynnede med på.
At der hører slik og andre godter til en rigtig jul var der også tænkt på. På bordene stod der skåle med slik, som deltagerne i julearrangementet kunne forsyne sig fra.
Da harpe spillet og den ledsagede sang var slut, gik der ikke lang tid, før julemanden bankede på døren. Han kom sammen med sin kone og havde en hilsen med til alle beboerne. Det i form af et julekort, som blev rundt delt til de enkelte med en varm hilsen om en GLÆDELIG JUL.
Hilsenen fra julemanden med frue var en god oplevelse for beboerne. Opmærksomheden og nogle ord fra julemand og kone gav nogle glade beboere.
Da nisseparret valgte at skulle videre på deres rejse, blev beboere og pårørende budt på varm mad, anrettet af Røde Kors Hjemmets køkken.
-En herlig dag som alene er mulig ved, at Lions Club Løgstør havde sponseret underholdningen og den slik der blev uddelt. En sådan opbakning er vi i Frivillige Hænder glade for. Det er det der gør, at vi kan lave mange sjove og livsbekræftende aktiviteter, siger Aase Lund, formand for Frivillige Hænder.

som formåede at skabe en god stemning på Røde Kors Hjemmet Løgstør. Foto: Heine Pedersen











