Autocampere er glade for deres pladser i Løgstør og falder godt ind i miljøet
Masser af autocampere hygger sig på havnen i Løgstør. Her har de den bedst tænkelige udsigt over lystbådehavnen og et skilt markerer, at første række på parkeringspladsen er forbeholdt autocampere.
Det er autocampere fra Danmark og en del andre lande, som gør brug af pladserne. Nogle i få dage, andre i flere dage. Varigheden varierer meget. Folk som er vant til at klare sig selv og som er tilfredse, når der er plads til dem.
Mange af de besøgende falder godt ind i aktiviteterne på Løgstør Havn. De kommer i tæt kontakt med begivenhederne, der sker lige foran deres forrude. Den tætte kontakt gør, at der kan være et leben af folk omkring dem og at der kan være musik og anden støj.
Dem der ikke ønsker sådanne forhold, finder andre steder at parkere autocamperen. De, der bliver fanget af aktiviteterne og beundrer de mange frivillige og idesjæles arbejde, bliver imponerede over indsatsen.
Mange får lyst til eller måske tradition for at besøge Løgstør igen. Bliver en del af de aktiviteter, der tilbydes, fortæller om positive oplevelser til venner, bekendte eller andre autocampere. På den måde er de med til at få turismen i Løgstør til at vokse. Det giver omsætning i byens forretninger og meget mere.





