Lyse nætter og nye stjerner – Alberte Winding giver koncert på Spillestedet Frikvarteret
Lørdag den 28. februar 2026 er der lagt op til en stemningsfuld aften på Spillestedet Frikvarteret i Hadsund, når Alberte Winding gæster scenen sammen med sit band. Koncerten har titlen Lyse nætter og nye stjerner og byder på en musikalsk rundtur i et langt og poetisk kunstnerisk virke.
Dørene og baren åbner klokken 19.00, mens koncerten starter klokken 20.00.
En koncert med Alberte Winding er en mulighed for at opleve nogle af de mange højdepunkter fra hendes omfattende repertoire. Sammen med sit velspillende band tager hun publikum med på en rejse gennem både velkendte sange og nyere udgivelser – heriblandt numre fra albummet Nye Stjerner, som udkom i oktober 2023.
Albummet er skabt i samarbejde med Albertes mand, musikeren Andreas Fuglebæk, og rummer både eftertænksomhed og lys. Nye Stjerner er en ode til livet og kredser om alt fra tidens bekymringer til kærlighedens mange facetter.
– Albummet handler om at finde sin plads i egen alder, i hverdagen, i kærligheden, i ungdommen, i mørket og allermest i lyset, fortæller Alberte Winding.
Med sin nærværende og inderlige stemme samt sine hverdagspoetiske tekster har Alberte Winding i mere end 35 år formået at røre både børn og voksne. De fleste danskere kender hende på fornavn – ikke kun som musiker, men også som skuespiller og forfatter. Senest udgav hun i foråret 2023 romanen Hvad jeg tænker mens du taler.
Musikken har dog været hendes primære omdrejningspunkt siden debutalbummet i 1985. Siden da er det blevet til en lang række udgivelser og et væld af koncerter i forskellige sammenhænge. Nu er der igen mulighed for at opleve Alberte Winding live med band på Spillestedet Frikvarteret i Hadsund – og med sange, der spænder over hele hendes karriere.
Der kan købes billetter via spillestedets hjemmeside på www.spillestedetfrikvarteret.dk.
Alberte Winding Band består af:
Alberte Winding – sang
Andreas Fuglebæk – guitar og kor
Marie Louise von Bülow – bas og kor
Dan Hemmer – piano og orgel
Jesper Elnegaard – trommer


