Hair Miks og Farver & Stål inviterer til reception i Øster Hurup
Efter en vellykket ombygning og åbning inviterer frisørsalonen Hair Miks nu kunder og interesserede til reception lørdag den 14. februar mellem kl. 11 og 14. På dagen er der mulighed for at se den nyindrettede salon, få lidt mad og drikke – og derudover tilbydes 20 % rabat på alle produkter i både Hair Miks og Farver & Stål.
Hair Miks, drevet af Randi Nis Poulsen, er flyttet ind hos Farver & Stål i Øster Hurup, hvor Lone Lohse driver butikken. Samarbejde og fællesskab har været nøgleordene for de to erhvervsdrivende, som nu samler kræfterne under samme tag.
Randi har fået indrettet et hyggeligt og inspirerende område i Farver & Ståls butikslokale, hvor frisørsalonen kan fortsætte sit arbejde. ”Det er blevet en form for åbent miljø,” fortæller Lone Lohse. ”Frisørsalonen får masser af hygge, plads til snak om hår og alt det, der hører til hos Hair Miks. Den har bare flytter sig et par skridt fra sin tidligere placering på Kystvejen.”
Samarbejdet giver fordele for begge virksomheder. Butikken vil altid være bemandet, så kunder kan få hjælp til maling, børne-kreaartikler og Farver & Ståls karakteristiske Corten-stål. Samtidig vil Randi kunne assistere kunder i butikken, når Lone ikke selv er til stede.
For Randi Nis Poulsen betyder flytningen nye muligheder: ”Jeg får præcis det antal kvadratmeter, jeg har brug for til en hyggelig frisørsalon, samtidig med at resten af lokalet bliver fyldt med Farver & Ståls flotte produkter og tapeter,” siger hun.
Lone Lohse glæder sig også over det nye fællesskab: ”Det bliver nemmere for kunderne at hente bestilte produkter eller finde kreative ting til børn og børnebørn. Vi glæder os til at byde alle velkommen til receptionen.”





