ForsideMariagerfjordTillykke til Børnehaven Frimærket i Norup - vinder af Mariagerfjord Miljøpris

Tillykke til Børnehaven Frimærket i Norup – vinder af Mariagerfjord Miljøpris

Tillykke til Børnehaven Frimærket i Norup – vinder af Mariagerfjord Miljøpris

Personalet er hverdagens ægte miljøhelte, når de lærer de små at passe på naturen

Børnehaven Frimærket i Norup løb med æren og fik mandag overrakt prisen som Mariagerfjord Kommunes Miljøhelt af priskomiteen fra Grønt Råd. Personalet i børnehaven får prisen for deres store og vigtige arbejde med at lære de små at være miljøbevidste ved at interessere sig for og passe godt på naturen.

Udvalgsformand for Teknik og Miljø Henrik Sloth er meget imponeret over, hvordan personalet hver dag gør en stor indsats for at passe på vores fælles natur og giver de små et godt grundlag for voksenlivet.

Vindblæs Friskole
Vindblæs Friskole og Børnehave. Foto: Mariagerfjordposten.dk

– Personalet i Frimærket er sande miljøhelte, fordi de lærer vores næste generation at værne om naturen. De lærer de små, hvordan vi passer på den og ikke mindst om alt det fantastiske liv, der er i naturen. Al den viden og praktiske erfaring om naturen, som børnene får med sig fra barnsben, er uden tvivl den bedste måde, vi kan passe på vores miljø og vores natur i fremtiden. Derfor får de årets miljøpris, siger Henrik Sloth

Børnene i naturbørnehaven lærer at blive bevidste om, hvad der hører til i naturen, og hvad der ikke hører til i naturen. De lærer om affald, der naturligt kan nedbrydes i naturen, og det der bestemt ikke kan.

– Vi viser børnene, at plastik eller andet affald, som ikke hører til i naturen, skal samles op og smides i den nærmeste skraldespand. Vi forsøger at lære børnene det på en måde, så de kan efterleve det i alle andre sammenhænge end i børnehaven og måske selv lære lidt fra sig til de voksne derhjemme eller andre børn. På den måde er de med til at gøre en forskel i det daglige, siger børnehaveleder Iben Domino.

– Vi går generelt meget op i affaldssortering og gennemgår det på børnenes niveau. Vi er særligt optagede af komposten, hvor børnene oplever, hvordan orme og andre dyr bearbejder affaldet til muld. Børnene tager frugt og grøn affald med hjemmefra til at supplere med i komposten. Om foråret bruger vi mulden fra vores kompost til at så og plante i vores køkkenhave, kommenterer Iben Domino.

I Frimærket i Norup er der høns, kompostbeholder, drivhus, frugttræer, et vildt område og et ‘krible krable bo’. Krible krable boet er 15 kvadratmeter og her får naturen lov til at være natur.

– Vi bruger området til at gå på opdagelse med børnene. Her finder vi det liv i naturen, som ikke altid er nemt at få øje på. Børnene lærer om økosystemer og de små dyr og hvorfor det er vigtigt, at de passer på dem. På den måde lærer børnene at være i naturen og omgå de dyr, der lever i den, slutter børnehaveleder.

I Frimærket bliver legepladsen brugt flittigt, men de bruger også skov og strand til at lære børnene om årets gang, naturen og dyrene i den. Børnehaven Frimærket er en naturbørnehave, hvor børn og personale er ude hele året rundt.

Der har været fire indstillinger til prisen, hvor Børnehaven Frimærket løb med sejren.

Om miljøpriskomitéen og miljøprisen
Kandidater til prisen er borgere, foreninger, institutioner eller virksomheder i kommunen, der er indstillet af borgere, ansatte eller foreningsaktive inden for kommunen. Med prisen følger 3.000 kr.

Prisen uddeles for aktiviteter inden for natur, vandmiljø og klima ud fra følgende bedømmelseskriterier:

  • Der løser specifikke problemer inden for et eller flere af områderne med succes
  • Der har gjort noget særligt for et eller flere af områderne i Mariagerfjord Kommune
  • Der har øget miljøbevidstheden og klimahensynet blandt en større gruppe personer
  • Der har nyhedsværdi og mulighed for at kunne inspirere andre
  • Der har et bæredygtighedselement på tværs af alle områder
  • Der giver øget adgang og tilgængelighed til naturen. 

Prisen blev uddelt af priskomiteen for Grønt Råd i Mariagerfjord Kommune.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler