ForsideHimmerlandChikane af lærlinge skal stoppes – 3F har tre løsninger

Chikane af lærlinge skal stoppes – 3F har tre løsninger

Chikane af lærlinge skal stoppes – 3F har tre løsninger

3F mener, at det skal være nemmere at fratage virksomheder retten til at have lærlinge, bøderne for chikane skal sættes op, og virksomhederne skal efterleve krav om bedre oplæringsforhold.

I lyset af de seneste historier om chikane af lærlinge, lancerer 3F nu tre konkrete forslag til, hvordan der skal tages et opgør med den dårlige kultur, der desværre stadig eksisterer på nogle arbejdspladser. 

– Jeg har været rystet, når jeg har læst og hørt om de ting, som lærlinge og elever har været udsat for på deres læreplads. Det er på alle måder uacceptabelt og det kræver handling. Derfor mener vi i 3F, at det skal være nemmere at fratage virksomheder retten til at have lærlinge, hvis virksomhederne ikke kan sikre et trygt arbejdsmiljø for deres lærlinge, siger forbundsnæstformand Tina Christensen. 

I 3F’s Byggegruppe har man været meget berørt af de sager, der har været fremme i medierne. 

– Der har desværre være nogle meget kedelige sager om chikane af lærlinge i byggeriet. Det kalder på nye initiativer, hvor vi slår ring om vores lærlinge. Jeg mener, at der er behov for at se på det pædagogiske udgangspunkt hos virksomhederne. Der er for mange lærepladser, der ikke har en tilfredsstillende tilgang til at have unge mennesker i lære, siger Claus von Elling, formand for 3F’s Byggegruppe.  

3F foreslår for det første, at det skal være nemmere at fratage virksomheder godkendelsen til at have lærlinge, hvis virksomheden gentagne gange eller i særlig grad ikke kan skabe et trygt arbejdsmiljø for deres lærlinge.  

For det andet skal det pædagogiske grundlag for at have lærlinge styrkes. Virksomhederne skal i højere grad kunne dokumentere, at de opfylder kravene for tilfredsstillende oplæringsforhold.  

For det tredje foreslår 3F, at bødestørrelsen skal sættes markant op for de virksomheder, der ikke lever op til deres ansvar som arbejdsgivere og sikrer deres lærlinge eller elever en tryg læreplads.  

– Chikane af lærlinge er et kæmpe svigt fra virksomhedernes side. Det er fuldstændig ødelæggende og kan sætte dybe spor, når man som ungt menneske bliver udsat for chikane. Derfor skal bødestraffen markant op, siger forbundsnæstformand Tina Christensen. 

– Formålet med disse tre forslag er at skabe et langt større incitament for arbejdsgiverne til at skabe et arbejdsmiljø uden chikane. De virksomheder, der ikke passer på vores lærlinge og elever, bør ikke have et ansvar for at uddanne fremtidens arbejdskraft, siger Tina Christensen.  

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler