Nordjyde vinder 8 millioner i Lotto – måske gemmer vinderen sig i Himmerland
En nordjyde har fået en særdeles god start på sensommeren. Ved lørdagens trækning i Lotto ramte en spiller fra Nordjylland alle syv rigtige og vandt 8 millioner skattefrie kroner.
Måske sidder der et sted i Himmerland en Lotto-spiller, som bør tjekke mobilen en ekstra gang.
Ved trækningen lørdag den 15. august blev førstepræmien nemlig vundet af en spiller fra Nordjylland.
Den heldige spiller havde alle syv vindertal på sin række og kan derfor se frem til at få 8.000.000 skattefrie kroner ind på kontoen.
Vinderen havde spillet med via mobilen.
Danske Spil har ikke offentliggjort, hvilken kommune eller by i Nordjylland den heldige vinder kommer fra. Dermed er det endnu uvist, om den nye Lotto-millionær skal findes i Himmerland eller et andet sted i Nordjylland.
Yderligere to danskere vandt en million
Lørdagens trækning skabte i alt tre nye millionærer.
Ud over den nordjyske vinder af de 8 millioner kroner blev der nemlig fundet to vindere i Millionærchancen, som hver modtager 1.000.000 kroner.
Den ene kommer fra Fredericia Kommune og havde spillet via sit PLUS-abonnement, mens den anden kommer fra København Ø og havde spillet med via mobilen.
– Det er en stor fornøjelse at dele gevinster ud til heldige danskere, og vi bliver i Danske Spil glade hver eneste gang, der bliver vundet en gevinst i vores lotterier. Selvom det sker hver evig eneste uge, at vi deler både mindre og meget store beløb ud, så bliver det aldrig hverdag for os, fortæller Malene Mølgaard, adm. direktør i Danske Lotteri Spil, der står bag Lotto.
Danske Spil har endnu ikke talt med de heldige vindere.
Lotto-tallene den 15. august
De syv vindertal var:
6, 11, 16, 22, 30, 31 og 35
Tillægstallet var:
10





