25 år som førstedame i byens dagligvarebutik
Susanne Nielsen når i denne måned en imponerende milepæl, når hun kan fejre 25 års jubilæum hos Meny Hobro. Butikken har skiftet navn hele seks gange gennem årene, men Susanne har været en fast, arbejdsom og vellidt figur hele vejen.
Jubilæet markeres med et åbent hus den 26. marts i Loungen på DS Arena, hvor alle – nuværende og tidligere kollegaer, samarbejdspartnere, kunder, familie og venner – er hjertelig velkommen.
Stadig fuld fart frem
De senere år er arbejdstiden for Susanne blevet tilpasset, så hun både kan dyrke sine mange fritidsinteresser og nyde tid med familien. Hun holder blandt andet af træning i Hobro Idrætscenter, golf i Volstrup og ture i naturen.
“Jeg elsker arbejdet i butikken, at hjælpe og guide de unge og passe mine områder. Det giver mig god energi, og det er ikke noget, jeg vil ændre på lige med det samme,” fortæller Susanne.
Gennem årene har Meny Hobro haft forskellige købmænd – Frede Thisted, Klaus Behrendt og nu Dennis Lisberg Mouritsen – samt flere i kortere perioder. Susanne har selv haft en central rolle som souschef i mange år og har dermed været med til at lede butikken gennem både store og små forandringer.
“Jeg blev egentlig genansat for 25 år siden, efter at have prøvet kræfter med at være uddeler i et par år. Det var ikke mig, men heldigvis var jeg velkommen tilbage. Så i alt har jeg faktisk været her i 34 år, men nu altså 25 år i streg,” siger Susanne med et smil.
Da Dennis Lisberg Mouritsen kom til som ny købmand i 2023, og senere Jonas Hørning Rasmussen som souschef, faldt det naturligt for Susanne at gå ned på halv tid. Hun brugte den anden halve tid på at hjælpe i Meny Støvring og enkelte andre steder. Nu arbejder hun 25 timer om ugen – en perfekt symbolik for hendes 25-års jubilæum.
“Det passer vel meget godt sammen med 25 års jubilæum,” slutter Susanne med et smil.





