Vølven kalder: Hobro varmer op til lysvandring
Hobro står i vølvernes, vikingernes og fortællingernes tegn i september, når Mariagerfjord Bibliotekerne inviterer til en række spændende arrangementer frem mod den store lysvandring gennem byen den 27. september.
Inden deltagerne begiver sig ud på den fire kilometer lange rute mod Fyrkat, bliver verdenshistorien bragt til live med foredrag, musik, litteratur og kreative aktiviteter.
Vølver, natur og historie
Allerede den 16. september kan man blive klogere på vølver og spådomme i den norrøne tradition, når folklorist Karen Bek-Pedersen gæster Hobro. To dage senere, den 18. september, stiller Lars Bøgh Pedersen skarpt på de mange kulturspor i naturen – især i Bramslevområdet.
Og den 23. september kan publikum glæde sig til et møde med forfatter, arkæolog og museumsinspektør Jeanette Varberg, der tager os med tilbage til vikingetiden.
Fra Valhalla til Vølvens vej
De nordiske guder og Valhalla-universet foldes ud på Hobro Bibliotek den 24. september, når forfatter Kenneth Bøgh Andersen og illustrator Peter Madsen fortæller om arbejdet bag de ikoniske fortællinger og tegninger.
Månedens litterære finale finder sted den 30. september, hvor forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen, kendt for serien Vølvens vej, deler ud af sin viden om mytologi, runemagi og blodige fortællinger fra vikingetiden.
Vikingetid i børnehøjde
Der er også masser at opleve for familiens yngste. Den 20. september kommer musikgruppen GINNUNGAGAP til Hobro Bibliotek med en energisk koncert, hvor børn mellem 5 og 10 år kan opleve vikingesange og originale instrumenter på nært hold.
Samtidig er der mulighed for at slippe kreativiteten løs den 25. og 26. september, når biblioteket stiller materialer frem til, at børn og voksne kan lave deres egen vølvestav – perfekt til lysvandringen.
En måned i vølvens tegn
Med et program spækket med historie, musik og litteratur er der lagt op til en stemningsfuld optakt til lysvandringen den 27. september.
Billetter og yderligere information findes på Mariagerfjord Bibliotekernes hjemmeside: www.mfbib.dk





