ForsideVesthimmerlandVesthimmerlands Kommune topper i borgernes tilfredshed

Vesthimmerlands Kommune topper i borgernes tilfredshed

Vesthimmerlands Kommune topper i borgernes tilfredshed

Vesthimmerlands Kommune ligger øverst blandt de nordjyske kommuner, når borgerne bliver spurgt, hvor tilfredse de er med måden, deres kommune bliver drevet på.

Det viser den nye landsdækkende undersøgelse “Dit Valg. Vores Danmark”, som er gennemført af Constructive Institute, Epinion og Syddansk Universitet. Hele 51 procent af borgerne i Vesthimmerland svarer, at de er tilfredse eller meget tilfredse, hvilket er den højeste andel i Nordjylland og væsentligt over landsgennemsnittet på 41 procent.

Borgmester Per Bach Laursen glæder sig over resultatet og ser det som et tegn på et stærkt lokalt fællesskab og en kommune, hvor afstanden mellem borgere og politikere er kort.

– Det handler om, at vi er tæt på borgerne både politisk og menneskeligt. Vi møder hinanden i hverdagen, og det giver en anden forståelse for, hvad der rører sig lokalt. Folk ved, hvor de kan finde os, og det skaber tillid, siger han.

Tilliden til de lokale politikere er da også markant højere end landsgennemsnittet. Hele 64 procent af borgerne i Vesthimmerland er enige i, at kommunalpolitikerne gør et godt stykke arbejde, mens 52 procent generelt har tillid til de politikere, der er valgt i kommunen. Begge tal er væsentligt over de nationale gennemsnit.

For borgmesteren er det et fælles skulderklap til både byrådet og kommunens medarbejdere:

– Det her resultat handler ikke kun om politik, men også om den indsats, som vores medarbejdere yder hver dag. De er en stor del af grunden til, at borgerne har tillid til os som kommune.

Undersøgelsen viser samtidig, at borgerne generelt trives i Vesthimmerland. 79 procent svarer, at de er tilfredse med at bo i kommunen, og mange oplever både sammenhold, tryghed og nærhed i deres hverdag.

For borgmesteren er det et signal om, at retningen er rigtig.

– Vi ved godt, at der altid er noget, vi kan gøre bedre, men det her viser, at borgerne oplever, at Vesthimmerland er et godt sted at leve og engagere sig. Resultaterne fra “Dit Valg. Vores Danmark” glæder både byråd og administration, men de forpligter også.

– Vi skal fortsætte med at være tæt på borgerne. Vi skal lytte, kommunikere og handle på det, folk oplever i deres hverdag. Det er sådan, vi holder tilliden stærk og udviklingen i gang, siger Per Bach Laursen.

Undersøgelsen er gennemført blandt over 100.000 danskere via Digital Post og er den hidtil største af sin slags. Den måler borgernes tilfredshed, tillid og oplevelse af lokalpolitik i alle landets 98 kommuner og er støttet af TrygFonden og VELUX FONDEN.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler