Vesthimmerlands Kommune tilpasser sig sundhedsreform og udvalgsstruktur fra 2026
Godkendelse af ændring i Styrelsesvedtægten for Vesthimmerlands Kommune er på dagsordenen når byrådet træder sammen den 9. oktober 2025.
Resume
Godkendelse af ændring af Styrelsesvedtægten for Vesthimmerlands Kommune. Ændringerne vedrører etablering af de nye sundhedsråd pr. 1. januar 2026 samt udmøntning af beslutning om fremtidig udvalgsstruktur i Vesthimmerlands Kommune fra den 1. januar 2026, godkendt i Byrådet den 28. august 2025.
Baggrund
Styrelsesvedtægten for Vesthimmerlands Kommune indeholder rammerne for, hvordan kommunens styrelse fastlægges.
Folketinget vedtog den 11. juni 2025 ændring af Regionsloven og en række andre love som følge af sundhedsreformen. Med den nye lovgivning etableres 17 nye sundhedsråd. Kommuner med under 80.000 indbyggere har én repræsentant i sundhedsrådene.
Alle kommuner skal senest den 1. november 2025 have fastsat bestemmelser i kommunens styrelsesvedtægt om kommunens repræsentant i sundhedsrådet skal være borgmesteren eller en udvalgsformand. Det behøver ikke at være nærmere angivet, hvilken udvalgsformand det er.
Hvis Byrådet har valgt hvilken udvalgsformand, der skal repræsentere kommunen i sundhedsrådet, skal vedkommende være formand for det stående udvalg, der varetager hovedparten af kommunens opgaver inden for sundheds-, omsorgs- og socialpsykiatriområdet.
Såfremt Byrådet i styrelsesvedtægten har valgt en udvalgsformand, men uden at pege på fra hvilket udvalg, skal Byrådet inden det konstituerende møde i Byrådet, der afholdes den 4. december 2025, fastsætte i Styrelsesvedtægten, hvilket udvalg kommunens repræsentant er formand for.
Byrådet skal vælge en (eller flere) stedfortræder(e) for det kommunale medlem i sundhedsrådet. Stedfortræderen kan være borgmesteren, en viceborgmester, en udvalgsformand eller en udvalgsnæstformand, men ikke et menigt medlem af Byrådet. Stedfortræderen indkaldes til sundhedsrådet møder, når det faste medlem er forhindret i at deltage i mødet på grund af helbredsmæssige forhold, graviditet, barsel/adoption, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende. Stedfortræderen indkaldes uanset den forventede varighed af det faste medlems fravær.
I forslag til revideret styrelsesvedtægt er indarbejdet nyt afsnit om sundhedsrådet. Det er endvidere foreslået, at Vesthimmerlands Kommunes repræsentant i sundhedsrådet bliver formanden for Sundhedsudvalget. Stedfortræder for formanden i sundhedsrådet bliver næstformanden for Sundhedsudvalget.
Byrådet godkendte den 28. august 2025 forslag til fremtidig udvalgsstruktur gældende fra den 1. januar 2026. Som følge heraf er Styrelsesvedtægten justeret på følgende områder:
- Klimaområdet forankres i Teknik- og Miljøudvalget, der ændrer navn til Teknik-, Miljø og Klimaudvalget. Som følge heraf tilpasses udvalgets opgaveportefølje
- Kultur- og Fritidsudvalget ændrer navn til Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget
- Vederlag justeres, i overensstemmelse med materiale præsenteret for Byrådet på temamødet d. 19. juni 2025 for følgende opgaver:
- For næstformænd for de stående udvalg øges vederlaget fra at udgøre 1,65 % til at udgøre 4 % af Borgmesterens vederlag
- For formanden for Børne- og Ungeudvalget øges vederlaget fra at udgøre 4 % til at udgøre 10 % af Borgmesterens vederlag
- For næstformanden for Børne- og Ungeudvalget øges vederlaget fra at udgøre 2% til at udgøre 4 % af Borgmesterens vederlag
- For formanden for § 17, stk. 4 udvalg modtages et vederlag på 10% af Borgmesterens vederlag
- For næstformanden for § 17, stk. 4 udvalg modtaget et vederlag på 4% af Borgmesterens vederlag
Der ydes ikke vederlag til øvrige medlemmer af § 17, stk. 4 udvalg (hverken byrådsmedlemmer eller øvrige medlemmer).
Forslag til revideret styrelsesvedtægt, gældende fra den 1. januar 2026 er vedlagt som bilag. Ændringer/tilføjelser er markeret med gul farve. Tekst der som følge af ændringerne foreslås slettet er overstreget.
Forventet konsekvens
Ingen bemærkninger.
Organisering og kommunikation
Ingen bemærkninger.
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse.
Økonomi
Med ændringerne i vederlag, udgør det samlede vederlag herefter 267 % af borgmesterens løn. I henhold til Vederlagsbekendtgørelsens § 7, stk. 4 må det samlede vederlag udgøre op til 275 % af borgmesterens løn i en kommune med mellem 30.001 – 40.000 indbyggere.
Procesplan
Ændringer af Styrelsesvedtægten kræver to behandlinger i Byrådet med mindst seks dagens mellemrum, jfr. Lov om kommunernes styrelse § 2, stk. 2.
Sagen afgøres i: Byrådet.
Indstilling
- at ændringerne i styrelsesvedtægten godkendes,
- at formanden for Sundhedsudvalget repræsenterer Vesthimmerlands Kommune i det nye sundhedsråd, og
- at næstformanden for Sundhedsudvalget udpeges som stedfortræder for formanden for Sundhedsudvalget i det nye sundhedsråd.
Beslutning fra Økonomiudvalget, den 1. oktober 2025, punkt 337:
Fraværende: Ingen
Administrationens indstilling anbefales godkendt med følgende ændringer:
- Honoraret til formanden for Børne- og Ungeudvalget fastsættes til 10 % og for næstformanden til 8 %.
- Honoraret til næstformand for de stående udvalg fastsættes til 2 %.
- Honoraret for medlemmer af de stående udvalg fastsættes til 3 %.
- Honoraret til formanden for § 17, stk. 4 Udvalget fastsættes til 2 % og der ydes ikke vederlag til næstformanden og øvrige medlemmer af § 17 stk. 4 udvalget.
Supplerende sagsfremstilling til Byrådets møde den 9. oktober 2025:
På baggrund af Økonomiudvalgets behandling er styrelsesvedtægten tilrettet, således at vederlag justeres i overensstemmelse med Økonomiudvalgets beslutning den 1. oktober 2025. Dette betyder følgende ændringer i vederlag gældende pr. 1. januar 2026:
- For formanden for Børne- og Ungeudvalget øges vederlaget fra i dag at udgøre 4 % til at udgøre 10 % af Borgmesterens vederlag.
- For næstformanden for Børne- og Ungeudvalget øges vederlaget fra i dag at udgøre 2 % til at udgøre 8 % af Borgmesterens vederlag.
- For næstformænd for de stående udvalg for de stående udvalg øges vederlaget fra i dag at udgøre 1,65 % til at udgøre 5 % af Borgmesterens vederlag.
- For formanden for § 17, stk. 4 udvalg modtages fremover et vederlag på 2 % af Borgmesterens vederlag.
Der ydes ikke vederlag til øvrige medlemmer af § 17, stk. 4 udvalg (hverken næstformand, øvrige byrådsmedlemmer eller øvrige medlemmer).
Administrationens indstilling:
- at ændringerne i styrelsesvedtægten godkendes,
- at formanden for Sundhedsudvalget repræsenterer Vesthimmerlands Kommune i det nye sundhedsråd, og
- at næstformanden for Sundhedsudvalget udpeges som stedfortræder for formanden for Sundhedsudvalget i det nye sundhedsråd.


