Valgforberedelser til Europa-Parlamentet 9. juni 2024 i gang i Vesthimmerland
Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune holder møde den 6. marts 204. På dagsordenen er der bl.a. Godkendelse – Rammer for afvikling af valg til Europa-Parlamentet 9. juni 2024
Godkendelse af tillægsbevilling til diæter forbundet med valg til Europa-Parlamentet, den 9. juni 2024 samt bemyndigelse af Borgmesteren til at forestå den praktiske forberedelse og tilrettelæggelse af valget.
Baggrund
Søndag den 9. juni 2024 afholdes der valg til Europa-Parlamentet og som kredskommune i Himmerlandskredsen har Vesthimmerlands Kommune, i samarbejde med Rebild Kommune, ansvaret for forberedelse, afvikling og opgørelse af valget. Som led i forberedelsen fremsættes flere forhold til afklaring.
Tillægsbevilling til højere diætsatser
Afviklingen af valget på kommunens 14 afstemningssteder og ved den efterfølgende fintælling varetages blandt andet af valgbestyrelsen, valgstyrere og tilforordnede vælgere. I folketingslovens § 31, stk. 3 er det vedtaget, at der ydes diæter for varetagelse af disse hverv. Diæterne ydes efter reglerne i lov om kommunernes styrelse, som i 2024 svarer 450 kr. per dag for hverv af højst 4 timers varighed samt dobbeltdiæt ved hverv af mere end 4 timers varighed, svarende til 900 kr. pr. dag. Byrådet har dog mulighed for at beslutte, at der ikke ydes diæter, ligesom der er mulighed for, at der ydes højere diætsatser, som dog maksimalt må udgøre det femdobbelte af den gældende diætsats på 450 kr. per dag, svarende maksimalt til 2.250 kr. per dag.
Den 25. august 2022 besluttede Byrådet at hæve diætsatsen der ydes ved afvikling af valg til 725 kr. per dag for hverv af højst 4 timers varighed og 1.250 kr. per dag for hverv af mere end 4 timers varighed. Beslutningen er gældende ved fremtidige valg og blev begrundet med, at flere politiske partier og lister havde oplevet vanskeligheder med at finde den nødvendige bemanding.
I forbindelse med beslutningen om at hæve diætsatsen blev der givet en tillægsbevilling på 50.000 kr. i 2022 til de ca. 550.000 kr., der årligt er afsat på budgettet til afvikling af valg. Da den hævede diætsats er gældende for alle fremtidige valg, indstiller Administrationen en tilsvarende tillægsbevilling på 50.000 kr. i 2024 til afvikling af valg til Europa-Parlamentet. I forbindelse med budget 2025 vil Administrationen fremsætte forslag om varigt at hæve bevillingen til afvikling af valg til 550.000 kr. årligt.
Udpegning af valgstyrere, valgstyrerformænd samt tilforordnede vælgere
Byrådet vedtog den 31. marts 2022 fordelingsnøglen for udpegning af valgstyrerformænd, valgstyrer og tilforordnede vælgere til de 14 afstemningssteder i Vesthimmerlands Kommune for perioden 2022-2025. Fordelingen ses nedenfor, hvor tallene er antallet af valgstyrere. Tallene i parentes er antallet af tilforordnede vælgere mens kolonnen til højre angiver hvilket parti, der udpeger valgstyrerformanden på afstemningsstedet.
I tillæg dertil er der udpeget tilforordnede vælgere til brevstemmemodtagelse i eget hjem samt på plejehjem og i visse boformer mv. Brevstemmemodtagelsen foretages i samarbejde med administrative medarbejdere. Administrationen bemærker, at valgloven per 1. januar 2024 er ændret således, at der ikke længere skal være mindst én tilforordnet vælger blandt brevstemmemodtagerne, men at der fremadrettet er hjemmel til, at brevstemmer alene modtages af ansatte i kommunen. Det bemærkes dog fra ministeriet, at det fortsat bør tilstræbes, at tilforordnede vælgere indgår som brevstemmemodtagere.
Efter behandling af punktet på Byrådets møde den 14. marts 2024 vil der blive iværksat udpegning af valgstyrerformænd, valgstyrere og tilforordnede vælgere gennem Byrådets gruppeformænd samt partiernes og listens lokalformænd.
Forberedelse af valget
Som ved afvikling af tidligere valg og folkeafstemninger indstiller Administrationen, at Borgmesteren bemyndiges til at afgøre spørgsmål i forbindelse med den praktiske forberedelse og tilrettelæggelse af valg til Europa-Parlamentet til den 9. juni 2024, og sammen med Administrationen bemyndiges til at forestå udpegning af den nødvendige bemanding til at bistå valgstyrere og tilforordnede vælgere på kommunens 14 afstemningssteder.
Økonomi
Der er i 2024 afsat 560.000 kr. til afvikling af valg, med valget til Europa-Parlamentet som det eneste planlagte valg.
Grundet højere udgifter til diæter anmoder Administrationen om en tillægsbevilling på 50.000 kr.
Sagen afgøres i Byrådet via Økonomiudvalget.
Administrationen indstiller
- at der gives en tillægsbevilling på 50.000 kr. i 2024 til afvikling af valg, som finansieres af kassen, og
- at Borgmesteren bemyndiges til at afgøre spørgsmål i forbindelse med den praktiske forberedelse og tilrettelæggelse af valg til Europa-Parlamentet den 9. juni 2024.