Ranum bliver søndag centrum for debat mellem folketingskandidater og borgere
Ranum Borgerforening er blevet opfordret til at deltage i debat med politikere, der opstiller til det kommende Folketingsvalg. Opfordringen kommer fra TV2 Nord. Det bliver på søndag den 22. marts, men tidspunktet for debat og optagelser kendes ikke p.t., fortæller formand for Ranum Borgerforening Steen Junge Mortensen.
-Udfordringen er, at vi stiller en gruppe politikere spørgsmål om problemer i landområder, som vi gerne vil have deres holdning til. Det passer som fod i hose til de udfordringer, vi arbejder med i visionsudvalget. Her finder vi det vigtigt, at der bliver sat fokus på flere områder.
-Vi arbejder med at konkretisere spørgsmålene til politikerne. Et klart spørgsmål er belåning af bygninger i landområderne. Her er der ikke til at låne penge til køb af bygninger. Det gør, at de er usælgelige og at de let kommer til at stå og forfalde. Politikerne har i mange år lovet og lovet, men intet er sket, siger Steen Junge Mortensen.
-Et helt aktuelt emne i Ranum er et lægehus. Vi har masser af folk, som har tilkendegivet, at de melder sig som patient, hvis et lokalt lægehus igen bliver aktuelt. Vi har en efterskole med 560 elever, et asylcenter med flere hundrede beboere og alle de lokale borgere. Vi skal langt væk for at komme til et læge. For dem, der ikke er selvtransporterende, er det næsten en umulighed at komme frem og tilbage, understreger Steen Junge Mortensen.
-Kollektiv transport bør også drøftes. Der er store problemer med at komme til og fra Ranum. Det gælder isæt ud til og fra de mindre byer. Det gør det vanskeligt at komme til og fra læge, til og fra arbejde. Mange er forhindret i at komme til aktiviteter, f.eks. sport, uden for byen og komme tilbage hertil. Der må gøres tiltag, som åbner op for nye transportmuligheder, som er tilgængelige i hele døgnet.
-Disse og andre problemstillinger ønsker vi besvaret, så vi sammen med mange andre i samme situation kan få en vejledning om, hvem vi skal stemme på, Jeg håber, at mange lokale borgere vil møde op og deltage i debatten. Tid og sted vil blive meldt ud, straks vi kender dem, oplyser Steen Junge Mortensen, Ranum Borgerforening.




