ForsideHimmerlandUnge landmænd venter over et år på etableringsstøtte

Unge landmænd venter over et år på etableringsstøtte

Unge landmænd venter over et år på etableringsstøtte

Etableringsstøtten skulle hjælpe unge landmænd godt i gang, men lange sagsbehandlingstider sætter næste generation i en svær situation, lyder det fra landboforeningen Agillix.

Gennemsnitsalderen for både danske og europæiske landmænd er nu oppe på 57 år.

For at sikre fremtidens fødevareproduktion, når den ældre generation skal gå på pension, har unge landmænd derfor siden 2023 kunnet søge om etableringsstøtte fra EU.

Men i Danmark, hvor Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) har til opgave at udmønte støtten, trækker sagsbehandlingen ud, og der kan nu gå mere end 12 måneder, inden den unge landmand har pengene mellem hænderne. Det er kritisabelt, mener formand for Agillix Carl Chr. Pedersen.

  • Både for den unge landmand og for banken er det vigtigt at vide, at pengene er på vej inden for en overskuelig tidsramme. Ellers kan man komme til at stå i en alvorlig klemme, siger han.

Må vente over et år på udbetaling
Da puljen for etableringsstøtte blev etableret i 2023, var der en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 90 dage for udbetalinger. Men hos Norden Advokatfirma har man adskillige eksempler på unge landmænd, der er godkendt, men har ventet 4-5 gange så længe på at få pengene udbetalt.

  • Det er en stor udfordring for dem at få tingene til at hænge sammen, når de allerede er blevet lovet pengene, siger juridisk rådgiver hos Norden Advokatfirma Ann Raundrup Jensen.

Af en oversigt på SGAV’s hjemmeside[1] kan man læse, at der frem til 23. oktober 2025 fortsat manglede afgørelser i 34 sager tilbage fra 2024 om udbetaling af etableringsstøtte til unge landbrugere.

Truer generationsskiftet i landbruget
Konsekvensen for de unge landmænd er her og nu, at de skal ud og finde ekstra, dyr finansiering, eller at de ikke kan komme videre med deres landbrug, fordi de har overtaget ejendomme med slidt inventar og skulle bruge pengene til at investere i noget nyt.

På længere sigt frygter Carl Chr. Pedersen, at den lange sagsbehandlingstid vil betyde, at banker og investorer vil være mere tilbageholdende, og at færre unge landmænd dermed kommer i gang.

  • Næste gang en ung landmand skal søge et lån, så står der en bank, der har erfaring med, at der går rigtig lang tid, inden etableringsstøtten kommer. Signalværdien i det er katastrofal, for vi står med en kæmpe udfordring, hvis de nye fødevareproducenter slet ikke kommer ind på markedet, siger han.

Etableringsstøtten ligger på 729.000 kr. for heltidsbedrifter. Der er derfor tale om et væsentligt beløb.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler