Af Henrik Sloth (V), formand for Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune
Fakta om parkeringspolitikken i Mariagerfjord
Svar til læserbrev fra Anita Sønderup.
I dit læserbrev her på Mariagerfjordposten.dk om parkeringsbøder i Hobro og dermed Mariagerfjord Kommune omtaler du dels bøder udskrevet på parkeringspladsen bag den tidligere SuperBrugs og nuværende Netto-forretning i Hobro, og dels en videreførelse af en sag efter, at den er vundet i en ankesag.
Du skriver, at Mariagerfjord Kommune har hyret et selskab til opkrævning af parkeringsbøder og nu vælger at gå videre med den omtalte sag på Nettos parkeringsplads.
Jeg kan oplyse, at Mariagerfjord Kommune ikke har hyret et firma til inddrivelse af p-bøder på de kommunale parkeringspladser. Tværtimod – som du selv foreslår – har vi ansat en medarbejder til at varetage denne opgave, men samtidig har personen mange andre arbejdsopgaver i kommunen. Inddrivelse af p-bøder er ikke det største fokuspunkt i stillingen, og faktisk har der for nylig været en artikelserie i Nordjyske om problematikken. Her fremgår det, at Mariagerfjord er den kommune, der udskriver langt de færreste bøder – ja, faktisk så få, at FDM anbefaler, at man helt undlader at gøre det, da antallet er så lille, at det nærmest er ikke-eksisterende.
I Mariagerfjord har vi i stedet valgt en forebyggende tilgang, hvor vi lægger en seddel i forruden på en ulovligt parkeret bil og gør opmærksom på, at den holder ulovligt. Det kan eksempelvis skyldes, at der er ændret på reglerne i området.
Så vi gør allerede det, du foreslår.
Din anden påstand om, at kommunen er gået videre med en sag, er direkte forkert. Det område, du omtaler, er privatejet og ikke et område, Mariagerfjord Kommune kan bestemme over – heller ikke når det gælder p-bøder og eventuelle tvister i den anledning. Hvad private aktører gør i de sager, må stå for deres egen regning.
Politisk bestræber vi os – i samarbejde med de lokale handelstandsforeninger – på at gøre det så nemt og overskueligt som muligt at parkere i vores byer, til glæde for både fastboende og turister. I dialogen indgår også spørgsmålet om varigheden af parkering. Her forsøges fundet et kompromis, som både tilgodeser kunder, der gerne vil handle i ro og mag, og de handelsdrivende, som ofte ønsker en løbende udskiftning af biler på parkeringspladserne i løbet af dagen.
Jeg håber, ovenstående giver indblik i den politik, der føres i Mariagerfjord Kommune omkring parkering.
LÆS OGSÅ: Anita Sønderup: Dræber Parkeringsregler Hobro Midtby?





