ForsideMariagerfjordUd af busken – ind i kirken: BUSK-gudstjeneste i Hobro Kirke

Ud af busken – ind i kirken: BUSK-gudstjeneste i Hobro Kirke

Ud af busken – ind i kirken: BUSK-gudstjeneste i Hobro Kirke

Søndag den 5. oktober kl. 10.15 inviterer Hobro Kirke til årets BUSK-gudstjeneste – en særlig gudstjeneste for og med børn, unge, familier og hele sognet.

BUSK står for Børn, Unge, Sogn og Kirke, og traditionen er landsdækkende. I Hobro bliver den til i samarbejde med FDF Hobro, som med drama, musik og kreativitet er med til at give gudstjenesten et anderledes og festligt præg.

– ”BUSK-gudstjenesterne har en helt særlig lyd og stemning. Sidste år havde vi guitar, bas, cajon, klaver og vores børne- og ungdomskor med til at fylde rummet. Og sammen forvandlede vi en stor træstige til en himmelstige med engle, som alle kirkegængerne satte op,” fortæller kirke- og kulturmedarbejder Pernille Bojsen-Møller.

Tema: Livets mirakel
Årets tema er ”Livets mirakel”, som vil blive udfoldet gennem musik, drama og inddragelse af kirkegængerne.

– ”Vi vil gerne minde hinanden om, at livet er fyldt med små og store mirakler – håb, kærlighed og glæder, som vi måske ikke altid lægger mærke til. Og samtidig er det en anledning til at pege på, at selve livet er en gave fra Gud,” siger Pernille Bojsen-Møller.

Hvad der konkret skal ske under gudstjenesten, holder arrangørerne lidt hemmeligt indtil videre, men der loves både oplevelser og overraskelser for både børn og voksne.

En højmesse i ny form
I år har Hobro Kirke valgt at lægge BUSK-gudstjenesten på højmessens faste tidspunkt i stedet for søndag eftermiddag.

– ”Det betyder, at vores trofaste kirkegængere får en ny og anderledes oplevelse. Vi har bibeholdt de faste elementer, også nadveren, men sammenvævet dem med børn, unge, musik og drama. Det er vores håb, at det vil være en berigelse for alle – både de vant kirkegængere og de familier, som måske ikke kommer så tit,” forklarer Pernille Bojsen-Møller.

Saft, kaffe og Oreos
Som traditionen byder, er der kirkekaffe efter gudstjenesten. Denne dag bliver der også tænkt på børnene, som kan se frem til saft og Oreos ved siden af de voksnes kaffe.

– ”Vi vil gerne kræse for familierne og gøre dørtærsklen til kirken lidt lavere. BUSK-gudstjenesten er en oplagt mulighed for at åbne kirken op og vise, at her er plads til alle. Vi håber på en festlig formiddag med masser af børn og unge i kirken,” siger Pernille Bojsen-Møller.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler