Tyv løb med vielsesring og sølvtøj fra soveværelse i Støvring
Himmerlands Politi har modtaget en anmeldelse om indbrud i en villa på Ved Bjerget i Støvring. Indbruddet er sket i tidsrummet fra onsdag den 14. august klokken 11 til lørdag den 17. august klokken 20.30.
Ifølge politikommissær Jesper Fredsgaard er gerningspersonen kommet ind ved at bryde et vindue op, formentlig med et koben. Der har været færden i villaens soveværelse, hvorfra der er stjålet en vielsesring samt sølvtøj bestående af 12 gafler, 12 knive og 12 skeer.
Politiet har sikret både DNA-spor og et sålaftryk fra stedet, som nu indgår i efterforskningen.
Har du set mistænkelig færden i området omkring Ved Bjerget i det nævnte tidsrum, eller ligger du inde med andre oplysninger, kan du kontakte politiet på telefon 114.




