Vi skylder vores børn og medarbejdere bedre vilkår
Af Trine Blaabjerg, kandidat til byrådet for Socialdemokratiet
Dette læserbrev kommer i forlængelse af mit seneste indlæg om minimumsnormeringer – for emnet hænger tæt sammen. For selvom normeringer på papiret ser flotte ud, er virkeligheden i dagtilbuddene langt mere kompleks, og det kræver politisk handling, hvis vi virkelig vil skabe kvalitet og trivsel for både børn og medarbejdere.
Jeg har arbejdet i dagtilbud i mere end 25 år, og det fylder en stor del af mit liv. Jeg skriver her som privatperson og som kandidat til byrådet – med et ønske om, at alle børn skal have en tryg og udviklende hverdag.
For vi skylder vores børn ordentlige forhold med tid til nærvær, omsorg og udvikling. Og vi skylder vores medarbejdere gode arbejdsvilkår.
I dagtilbud arbejdes der i dag systematisk med pædagogiske læreplaner, sprogvurderinger, tidlig opsporing (TOPI), kvalitetsmålinger, udviklingsprofiler, overgangsprofiler m.v. – der alt sammen skal styrke den pædagogiske faglighed og dermed kvaliteten.
Men hvor er tiden til nærvær og fokus på trivsel?
Børn og medarbejdere løber for stærkt.
Vi har nogle fantastiske, engagerede medarbejdere – pædagoger, assistenter, medhjælpere og ledere – som hver dag gør alt, hvad de kan, for at give børnene de bedste muligheder for trivsel, udvikling og læring. Men de løber stærkt. Alt for stærkt.
Mange oplever en hverdag, hvor tiden simpelthen ikke slår til. Hvor der ikke er tid til at være ekstra sammen med Jakob, der har det svært. Eller hjælpe Mille, der øver sig i at lege med de andre børn uden at komme i konflikt. Eller få den vigtige snak med Fies mor om, hvordan det går derhjemme.
Relationer og tid til nærvær skal ikke være en ekstra bonus – det er selve hjertet i det pædagogiske arbejde og i vores børns udvikling. Børn vokser, når de mærker voksne, der ser dem, lytter til dem og har tid til at være til stede. Når de voksne derimod løber for stærkt, og relationerne bliver overfladiske, mister barnet fodfæste. Det kan vi hverken strukturere, registrere eller skemalægge os ud af.
Børn, der møder nærværende voksne, får et stærkere fundament at stå på – et fundament, der følger dem, når de træder ind i skolen og møder nye krav.
Derfor må vi som samfund turde spørge os selv, om den stigende mistrivsel, angst og ufrivillige skolefravær blandt unge også kan hænge sammen med de betingelser, vi giver dem i deres første år i livet.
Vi kan og skal gøre det bedre.
En stor, ny national kvalitetsundersøgelse af dagtilbud viste, at kun én ud af ti børnehaver vurderes til at have god kvalitet i det pædagogiske læringsmiljø. I tre ud af ti vurderes kvaliteten som utilstrækkelig. Det betyder, at de pædagogiske rammer i alt for mange tilfælde ikke understøtter børnenes trivsel, læring og udvikling godt nok.
Det kan og skal vi som samfund ikke acceptere.
Mangel på pædagoger – hvad gør vi?
Vi mangler uddannede pædagoger i hele landet. Det gør det svært at rekruttere, ja – men det er også svært at fastholde gode medarbejdere, hvis vi ikke kan tilbyde ordentlige arbejdsvilkår. Jeg mener, at vi i Mariagerfjord skal satse målrettet på at give vores assistenter og medhjælpere tilbud om at tage pædagoguddannelsen. Det kan gøres via merit, så de stadig er tilknyttet dagtilbuddet. Men det kan ikke stå alene og skal ses i sammenhæng med, at vi skaber bedre arbejdsvilkår.
Et spørgsmål om politiske prioriteringer.
Vi kan skabe bedre vilkår for både børn og medarbejdere – hvis vi vil. Men det kræver, at vi politisk vil prioritere børneområdet.
For mig handler det blandt andet om:
- Tid – flere hænder, flere timer, mere nærvær.
- Mindre dokumentation – mere tid sammen med børnene.
- Uddanne vores egne – giv assistenter og medhjælpere tilbud om pædagoguddannelse.
- Efteruddannelse – styrk medarbejdernes kompetencer.
Jeg ønsker et dagtilbudsområde, hvor vi har tid til at se hvert enkelt barn, hvor medarbejderne har overskud til at være til stede – og hvor vi tør prioritere relationerne frem for systemerne.
Det handler om vores børns fremtid – og det er det vigtigste, vi overhovedet kan tage ansvar for.
Jeg ved godt, at alt koster – men jeg mener ikke, vi har råd til at lade være.
Næste gang sætter jeg fokus på børn og unge med særlige behov.
