To nyudlærte ambulancebehandlere: Håkon og Emilie, som begge er tilknyttet PreMeds base i Støvring
I slutningen af september fik to nye ambulancebehandlere deres svendebreve, nemlig Håkon og Emilie, som begge er tilknyttet PreMeds base i Støvring.
Håkon – tog hjem til Danmark for at blive ambulancebehandler
Håkon bestod i slutningen af september sin svendeprøve og er glad for at kunne fortsætte arbejdet som ambulancebehandler hos PreMed. Det at blive ambulancebehandler har længe været en drøm for Håkon, og han valgte derfor at tage hjem fra et længere ophold i Australien for at komme i gang med uddannelsen.
Det var en spontan beslutning at rejse til Australien med en ven efter studentereksamen, men opholdet endte med at vare halvandet år.
”Jeg tog alle de jobs, jeg kunne komme i nærheden af i Australien. Jeg har været sælger, skovmand, altmuligmand og været med til at bygge bygninger. Selvom jeg havde fået en kæreste i Australien og opbygget et liv, var mit ønske stadig stort om at komme hjem og søge ind på ambulanceuddannelsen. Så det gjorde jeg og kom ind i første forsøg.”
I løbet af elevtiden hos PreMed har Håkon været med til at bemande skyggebilen og har derfor været på samtlige 13 baser hos PreMed i Himmerland og Thy-Mors.
”Skyggebilen dækker alle baser, når der er sygdom eller afspadseringer. Min faste makker og jeg møder ind på basen i Støvring og får på dagen at vide, hvilken base vi skal køre til,” siger Håkon og uddyber:
”Jeg er virkelig glad for at køre på skyggebilen, for hver dag er forskellig. Jeg ser alle de forskellige PreMed-baser og lærer alle medarbejderne at kende. Det er dejligt, når man er en af de nye. PreMed er den eneste ambulanceudbyder, som har en skyggebil, men efter min mening burde alle kigge PreMed over skulderen og få én.”
I september modtager Håkon sit svendebrev og kan officielt kalde sig ambulancebehandler. Han har fået tilbudt at forsætte sit arbejde på skyggebilen.
Håkon er 27 år og bor i Aalborg. Han bruger gerne fritiden på at styrketræne og slappe af med sine venner over et par øl og en fodboldkamp.
Emilie – Et afslag fra Forsvaret åbnede for nye muligheder
Emilie på 26 havde aldrig overvejet at blive ambulancebehandler, før hun efter gymnasiet kom ind som værnepligtig i Trænregimentet i Aalborg.
”Jeg fik interessen for redning og akutbehandling i Forsvaret og forsøgte også at søge ind på deres behandleruddannelse, men kom ikke ind. Jeg havde ikke tålmodighed til at vente et helt år på at kunne søge igen, så jeg søgte ind på den civile ambulancebehandleruddannelse i stedet. Og det har jeg på ingen måde fortrudt,” siger Emilie.
Emilie har i sin elevtid været tilknyttet basen i Støvring. Basen blev drevet af Falck den første del af Emilies elevtid, indtil PreMed overtog driften i 2022.
”Jeg var lidt nervøs for, hvordan overtagelsen skulle gå, men det har været kanon, siden PreMed kom til. Hos PreMed er der aldrig langt til ledelsen, og de lytter altid til én. Hvis man har man et problem eller en god idé, bliver der hurtigt taget hånd om det,” siger Emilie og tilføjer:
”Anders, som er vores uddannelseskoordinator, har f.eks. kørt vagter sammen med os under uddannelsen. Jeg har også flere gange mødt PreMeds chef Anders Vikke på baserne, når han indgår i en vagt. PreMed er en arbejdsplads, hvor der ikke langt fra hoved til hale.”
I starten af oktober forlader Emilie basen i Støvring og begynder i sin nye stilling som ambulancebehandler på PreMeds base i Fjerritslev.
Emilie bor i Aalborg med sin kæreste. Hun er et familiemenneske, så når hun har plads i kalenderen, tager hun gerne til Frederikshavn for at besøge sin familie. Ellers kan man ofte se hende i træningscenteret, hvor hun dyrker crossfit sammen med andre ambulancebehandlere fra Nordjylland.