Mariagerfjord Ungdomsskole åbner to nye juniorklubber
Børn i 4., 5. og 6. klasse i Mariagerfjord Kommune får nu endnu flere muligheder for et trygt og aktivt fritidsliv, når Mariagerfjord Ungdomsskole åbner to nye juniorklubber – én i Hobro og én i Hørby.
Juniorklubben er et tilbud efter skoletid, hvor børnene kan være sammen med vennerne, slappe af og deltage i en lang række sjove og kreative aktiviteter i trygge rammer. Her er der plads til alle, og målet er at skabe et fristed, hvor børnene har lyst til at bruge deres fritid.
– Det er en stor glæde for os, at vi nu kan åbne to nye juniorklubber i kommunen. Det giver endnu flere børn mulighed for at blive en del af et fællesskab efter skoletid, og vi oplever stor interesse for tilbuddet, siger ungdomsskoleinspektør Lars Otte Koefoed.
I juniorklubberne kan børnene blandt andet kaste sig over kreative aktiviteter, brætspil, bordtennis og PlayStation. Derudover er der en lille kiosk, hvor man kan købe snacks som toast, nudler, juice og müslibarer.
Juniorklub i Hobro
Den nye juniorklub i Hobro slår dørene op mandag den 5. januar kl. 14.00 i Ungdomshuset på Christiansgade 10. Klubben har åbent hver mandag og torsdag fra kl. 14.00 til 17.00 frem til og med den 26. marts. Prisen for en sæson er 200 kroner.
Juniorklub i Hørby
I Hørby åbner juniorklubben tirsdag den 6. januar kl. 13.30 i Rosendal Idrætsforum på Døstrupvej 23. Her er der åbent hver tirsdag og torsdag fra kl. 13.30 til 16.30 – ligeledes frem til den 26. marts. Også her koster det 200 kroner for en sæson.
Officiel indvielse med rød løber
I forbindelse med åbningen rulles den røde løber ud, og alle børn, forældre, bedsteforældre og andre nysgerrige inviteres til officiel indvielse begge steder. Programmet byder på taler ved Laura Holm, klipning af den røde snor samt kage og drikkevarer til alle fremmødte.
I Hobro finder indvielsen sted mandag den 5. januar med blandt andet fælles dødbold i gymnastiksalen for både børn og voksne. Tilsvarende program venter tirsdag den 6. januar i Hørby.
Mariagerfjord Ungdomsskole håber, at de nye juniorklubber vil blive et samlingspunkt for børnene – og et sted, hvor nye venskaber kan opstå.


