Tillykke til Maria, Emma og Oksana – Frivillig Fredag hyldede ildsjæle i Vesthimmerland
Fredag den 19. september blev Frivillig Fredag markeret i Vesthimmerland med fest og fejring af de mange borgere, der hver dag gør en forskel som frivillige i kommunen. Aftenen bød på uddelingen af tre priser, der satte fokus på ildsjælenes store betydning for lokalsamfundet.
Frivilligprisen 2025: Oksana Petroke
Frivilligprisen gik til Oksana Petroke, der siden krigens udbrud i Ukraine har lagt et imponerende engagement i arbejdet med at skabe trygge rammer for ukrainske familier, som er flygtet til Danmark. Med børneklubben Ukraines Hjerter har hun etableret et samlingspunkt for børn og unge og været drivkraft bag kulturelle arrangementer. Hun har desuden samarbejdet tæt med lokale klubber og foreninger for at bygge bro mellem de nytilkomne og det lokale fællesskab.
Fritidsprisen 2025: Maria Rasmussen, Løgstør IF
Fritidsprisen blev tildelt Maria Rasmussen fra Løgstør IF. Hun er både træner for U15-pigerne og dame senior samt aktiv i foreningens bestyrelse. Med sit nærvær og engagement har hun skabt et trygt og rummeligt træningsmiljø, hvor fællesskab, udvikling og glæde går hånd i hånd. Hendes indsats gør en markant forskel både på og uden for banen.
DGI Unglederprisen 2025: Emma Dalsgaard Sørensen, Aalestrup IF
Unglederprisen gik til Emma Dalsgaard Sørensen fra Aalestrup IF. Hun har gennem flere år været hjælpetræner på foreningens TumblerKidz-hold, hvor hun med energi og overskud møder børnene i øjenhøjde. Emma bidrager med ansvarlighed og glæde, samtidig med at hun formår at udfordre gymnasterne og udvikle fællesskabet omkring holdet.
Aftenen sluttede med en fælles hyldest til de tre prismodtagere samt til de mange frivillige, der hver dag bidrager til et stærkt og levende lokalsamfund i Vesthimmerland.







