Tegnebog stjålet under indkøbstur i Aars – politiet søger vidner
En ældre kvinde fik søndag formiddag stjålet sin tegnebog under en indkøbstur i Rema 1000 i Aars. Tyveriet fandt sted mellem klokken 10.15 og 11.50, oplyser politikommissær Jørn Kresten Nielsen fra Himmerlands Politi.
Kvinden havde sin taske med tegnebogen liggende i indkøbsvognen, mens hun handlede. Da hun nåede frem til kassen for at betale, opdagede hun, at tegnebogen var væk.
Ifølge politiet indeholdt tegnebogen både kontanter samt kvindens personlige ID- og hævekort.
Politiet beder nu eventuelle vidner, der har opholdt sig i Rema 1000 i Aars i det nævnte tidsrum, om at henvende sig.
– Har man set noget mistænkeligt eller måske bemærket en person, der viste særlig interesse for andres tasker eller vogne, vil vi meget gerne høre fra dem på tlf.: 114, siger Jørn Kresten Nielsen.


