Tag på cykeltur i Rebild og få batterierne ladet op
I RebildPorten får du nu mulighed for at lade batterierne helt op, inden turen i det smukke kuperede landskab startes. I samarbejde med Rebild Kommune og Vejdirektoratet installeres to nye ladestandere, der kan oplade op til 8 elcykler samtidigt. Denne service er en stor gevinst for de mange cyklister, der årligt besøger området, og den kommer samtidigt til at blive en aktiv del af Hærvejens cykelrute.
En central placering på Hærvejens cykelrute
RebildPorten ligger strategisk placeret midt imellem to etaper af Hærvejens cykelrute, med en etape til Aalborg mod nord og en etape til Hobro mod syd. Dette gør Rebild til et oplagt pitstop for cyklister, der har brug for en pause, overnatning eller en opladning. Muligheden for at oplade elcykler i forbindelse med ophold i området gør RebildPorten til et unikt sted for både lokale og turister på cykel.
– Vi ser en generel stigende tendens med flere elcykler på Hærvejens cykelrute, hvilket gør det muligt for cyklister at køre længere distancer og samtidig sikrer, at folk i alle aldre kan være med. Ladestandere bliver en vigtig faktor for cykelturister, når de planlægger deres ruter, så det er fantastisk, at RebildPorten er på forkant med udviklingen og nu tilbyder denne service til både Hærvejens brugere og alle andre cyklister, siger Katrine Jespersen Konstitueret leder i Udvikling Hærvejen.
Naturen inden for rækkevidde
Med over 400.000 årlige gæster i Rold Skov og Rebild Bakker, herunder mange cyklister, er Rebild et knudepunkt for naturoplevelser og aktiv ferie. De nye ladestandere kan benyttes, uanset om man er på mountainbike eller elcykel.
Sikkerhed og vedligeholdelse
De nye ladestandere ved RebildPorten vil være offentligt tilgængelige og udstyret med pullerter, så cyklerne kan sikres under opladning. Rebild Kommune vil stå for både drift og vedligeholdelse af ladestanderne, hvilket sikrer, at de altid er tilgængelige og fungerer optimalt.
– Vi forventer, at dette nye tiltag har potentiale til at tiltrække endnu flere cykelturister til Rebild og omegn. Det giver alle mulighed for at opleve naturen på en tilgængelig måde, uanset alder, fysisk formåen eller stor erfaring, udtaler Jane Bejlegaard Lindberg, der er turistchef i Rebild.
RebildPorten ser frem til at byde cyklister velkommen til et område, hvor man kan lade både batterier og sjæl op – midt i naturen.