Stort oprydningsudsalg hos Bolig Trend i Hobro – ny satsning på isenkram
Hos Bolig Trend på Adelgade i Hobro er der nye kræfter bag butikken, og det markerer de med et stort oprydningsudsalg. Her kan kunderne spare op til 70 procent, når hylderne ryddes for at gøre plads til en helt ny satsning.
Målet med udsalget er klart – der skal skabes plads til en stor isenkramafdeling. Allerede fra 1. oktober vil omkring halvdelen af butikken være dedikeret til potter, pander, gryder, porcelæn, køkkenmaskiner og andre klassiske isenkramvarer, som ifølge butikken i dag mangler i Hobro.
Oprydningsudsalget begynder den 4. september, og kunderne kan forvente et bredt udvalg af nedsatte varer, inden butikken skifter kurs.
Samtidig har Bolig Trend fået en ny daglig leder i form af Anette Kvist. Hun har i mere end 20 år drevet forskellige forretninger og er et velkendt ansigt i Hobro og omegn.
– Jeg har glædet mig til at få min faste base i butikken på Adelgade i Hobro – en fantastisk butik med masser af potentiale. Jeg ser frem til for alvor at komme i gang med butikken og oprydningssalget, så vi kan få plads til at skabe den butik, vi gerne vil – og som vi mangler i Hobro, siger Anette Kvist.





