ForsideHimmerlandStore kønsforskelle i karaktergivningen på gymnasierne

Store kønsforskelle i karaktergivningen på gymnasierne

Store kønsforskelle i karaktergivningen på gymnasierne

Der er betydelige forskelle på, hvordan drenge og piger bedømmes i gymnasiet. En ny analyse fra CEPOS viser, at piger i gennemsnit i de skriftlige prøver får 1,15 karakterpoint højere årskarakterer end deres prøvekarakterer – mens forskellen for drenge kun er 0,49 point.

“Der er meget stor forskel på, om man er en dreng eller en pige i gymnasiet. Og den forskel stiller pigerne bedre i kampen om pladserne på de videregående uddannelser,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Analysen bygger på data fra Børne- og Undervisningsministeriet og dækker samtlige gymnasiale uddannelser (STX, HHX og HTX). Den viser, at forskellen mellem års- og eksamenskarakterer er betydelig og ensartet på tværs af landet – i gennemsnit ca. 0,9 karakterpoint.

“Tallene viser, at det er et generelt problem i sektoren, som er udbredt på gymnasier i hele landet. Forskellene mellem års- og eksamenskarakterer er betydelig og bør ikke negligeres som ligegyldig,” siger Karsten Bo Larsen.

Ifølge ham bør resultaterne give anledning til at genoverveje, hvordan karakterer vægtes i optaget til de videregående uddannelser.

“Advarselslamperne bør blinke, når forskellen mellem års- og eksamenskarakterer vokser – og når kønsforskellen også bliver større. Det må vi reagere på,” siger Karsten Bo Larsen og fortsætter:

“Vi må genoverveje vægtningen mellem års- og eksamenskarakterer i vurderingen af studieegnethed, når vi ser så store forskelle mellem kønnene. De store forskelle taler for at undersøge, om prøveresultaterne bør betyde mere for optaget på de videregående uddannelser.”

CEPOS-analysen viser desuden, at elever med anden etnisk herkomst end dansk får i gennemsnit 0,95 karakterpoint højere årskarakterer end prøvekarakterer, mens forskellen for elever med dansk oprindelse er 0,83. I de senere år har karakterforskellene for elever med dansk oprindelse og nærmet sig det samme niveau. Derimod er afstanden mellem piger og drenge vokset.

“Karaktersystemet skal give en retfærdig og objektiv bedømmelse af elevens faglige niveau. Hvis bestemte grupper skiller sig ud ved, at de systematisk får en betydeligt højere årskarakterer end deres prøveresultat, bør det give anledning til en grundig drøftelse af, om vi bedømmer retfærdigt,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Læs hele analysen her.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler