ForsideRebildStøvring Svømmehal fejrer 30-års jubilæum

Støvring Svømmehal fejrer 30-års jubilæum

Støvring Svømmehal fejrer 30-års jubilæum

Tekst: Dorte Thastum Skjødt
Foto: www.susannezimmer.dk
Artikel fra magasinet derudad nr. 2/2025 (læs mere se derudad.dk)

Den 5. maj 2025 var det 30 år siden, dørene blev åbnet til Støvring Svømmehal. Støvringgenserne, der havde måttet undvære bade/svømmefaciliteter siden sensommeren 1993, hvor det daværende Friluftsbad lukkede, var klar til at tage den nybyggede og flotte svømmehal i brug og mødte talstærkt op til indvielsen.

Alle sejl var sat til denne forårsdag i 1995 for at give de mange glade badegæster et brag af en fest med taler af blandt andet arkitekt Verner Bendixen, borgmester Kjeld Jensen og formand for Svømmeklubben Pingvinen. Støvring Marimbas underholdt, der blev skålet i fadøl og sodavand, og herefter var det tid til en dukkert i bassinerne.

Friluftsbadet 1937-1993

Da Støvring Friluftsbad blev bygget i 1937 og indviet i 1938, boede der 800 mennesker i Støvring. For opførelsen stod omkring 100 frivillige, og de arbejdede hårdt med skovle og trillebøre for at grave ud til bassinet. Økonomien var blandt andet sikret via borgerbidrag fra byens borgere på 5 kroner, som var mange penge på det tidspunkt. Friluftsbadet var et stort projekt og blev noget af en sensation, da der på det tidspunkt kun var et friluftsbad mere i provinsen.

Friluftsbassinet lå smukt og naturskønt placeret i Mastrup Ådal ved Støvrings gamle mølledam, og med Mastrup Å som nabo. Robert Stæremose, som var højskoleforstander og en initiativrig mand, fik idéen til at bygge et friluftsbad i byen. I 1942 blev der afholdt danmarksmesterskaber i Støvring Friluftsbad og mange af datidens store navne inden for svømmesporten deltog såsom Inger Sørensen og Ragnhild Hveger. Gennem årene blev der afholdt mange store mesterskaber på stedet, og at byen havde et friluftsbad, trak ligeledes masser af turister til. Efter et rekordstort besøgstal sommeren 1993 lukkede Støvring Friluftsbad og dermed sluttede en epoke i byens historie. 

Fra vandland til svømmehal

I 1980’erne var det store hit at opføre “vandlande” og i Støvring Kommune var der planer om at etablere et kæmpemæssigt vandland med dertil hørende ferieboliger i området nord for Gravlev Skole, så udsigten over Gravlev Ådal og Rebild Bakker kunne nydes herfra. Projektet blev dog aldrig til noget, da ejerne af området ikke ønskede at sælge, og det var ligeledes ikke umiddelbart muligt at finansiere det enorme byggeri, der var anslået til at koste omkring 350 millioner kroner. Det var heller ikke alle i byrådet, der var lige begejstrede for projektet.

Hvor skulle svømmehallen placeres?

Siden 1970’erne havde tanken om at bygge en svømmehal eller svømmesal  floreret i Støvring og i 1992 dukkede tanken om byggeri af svømmehal igen op. Støvring Friluftsbad trængte til en omfattende renovering og der ville ikke være økonomi til både at bevare friluftsbadet og bygge en svømmehal.

I efteråret 1992 tog et stort set enigt byråd en principbeslutning om at bygge en svømmehal, men lod det stå åbent, hvor den skulle opføres. En længerevarende uoverensstemmelse om placeringen af en kommende svømmehal tog nu sin begyndelse, idet der fra hallernes side blev ytret stort ønske om, at placeringen skulle være ved Mastruphallen og ikke hvor Friluftsbadet havde ligget. Flertallet i byrådet var dog af en anden mening, og i september 1993 bestemte 14 ud af byrådets 19 medlemmer, at placeringen skulle være, hvor Friluftsbadet stadig lå.

Støvring Svømmehal bygges 1994-95

Projekteringen af svømmehallen gik herefter i gang, og i løbet af foråret 1994 blev det gamle friluftsbad fjernet, og opførelsen af Støvring Svømmehal gik i gang efter skitser og tegninger af den lokale arkitekt Verner Bendixen. Borgmester Kjeld Jensen tog det første spadestik i slutningen af maj måned. Byggeriet blev dog tre uger forsinket på grund af store mængder regn, men i oktober 1994 kunne der holdes rejsegilde på det godt 13 millioner kroner dyre byggeri. 1. april tages svømmehallen officielt i brug og indvies som tidligere omtalt 5. maj.

Fra Støvring Svømmehal til Støvring Multihus 2019

I april 2019 var tiden kommet for den officielle indvielse af den store om- og tilbygning ved svømmehallen i Støvring, Støvring Multihus. Idéen om at udvide svømmehallens motionscenter samt opføre to nye træningssale, som også kan benyttes af brugere, der normalt ikke bruger svømmehallen, ligger tilbage til 2012. 

Ved indvielsen holdt formand for Støvring Svømmehal/Støvring Multihus Verner Bendixen tale og blandt de ord, der blev sagt, skal nævnes en tak til de mange fremmødte samt en speciel tak til de mange privatpersoner, fonde, virksomheder og Rebild Kommune, der havde bidraget økonomisk, så projektet kunne gennemføres. Navnene på bidragyderne kan i dag ses i indgangspartiet til Multisalen og motionscentret i form af et glasrelief skænket af det lokale glaskunstnerpar, Britta Madsen og Søren Gøttrup. Relieffet blev afsløret i indgangspartiet, efter at borgmester Leon Sebbelin havde klippet den røde snor.

Støvring Multihus Mesterskaber i Støvring Friluftbad
Støvring Multihus Opførelse at Støvring Svømmehal
Støvring Friluftbad

Støvring Multihus 2025

I dag har Støvring Multihus til hensigt at være et sted, hvor motion, leg og velvære for brugere i alle aldre, vægtes højt. Samtidig har Støvring Multihus’ nuværende bestyrelse et fokus på fortsat udvikling og bæredygtighed. I huset er der et 25 meters svømmebassin, varmtvandsbassin, soppebassin med tilhørende omklædningsrum og sauna faciliteter. Herudover er der et stort motionscenter samt en træningssal med separate omklædningsrum. I Multihuset finder man også fysioterapeut og zoneterapeut.

Daglig leder af Støvring Multihus Tinne Granat fortæller, at faciliteterne stort set er 100% udlejet. Blandt de største brugere er Svømmeklubben Pingvinen med over 1000 medlemmer, Svømmeklubben for Seniorer og Støvring Multimotion med ca. 500 medlemmer. Herudover er der skolesvømning, hvor elever fra Bavnebakkeskolen, Karensmindeskolen, Øster Hornum Skole, Haverslev Skole og Suldrup Skole, kommer i hallen en gang om ugen. 

Desuden er der offentligt åbnet i svømmehallen både i hverdagene og i weekenden med mulighed for store og små at boltre sig i vandet eller motionere. Multihuset tilbyder også at hjælpe med til at afholde arrangementer i svømmehallen i den offentlige åbningstid i weekenderne.

Da Støvring Svømmehal stod færdig i 1995 som et topmoderne kvalitetsbyggeri i de smukkeste omgivelser, var visionen og håbet, at stedet skulle være til gavn for hele området.

Dette må siges at være lykkedes, idet flere tusinde i alle aldre og med forskellige formål hver uge gæster Støvring Multihus.

Læs mere om jubilæet og de mange aktiviteter på Multihusets hjemmesiden www.støvringmultihus.dk.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler