Støvring, Suldrup og Øster Hornum: SFO’er styrker fællesskabet med leg
En sej “børnebande” gav tirsdag pædagogerne fra Bavnebakkeskolen, Suldrup Skole og Øster Hornum Børneunivers kamp til stregen i en intens og sjov Nerf Gun-kamp. Aktiviteten var en del af et fælles SFO-kompetenceudviklingsforløb i Skolenetværk Nord, der samler de tre skolers SFO’er om at styrke kvaliteten i fritidspædagogikken.
Fokus på kvalitet og deltagelse
Formålet med kompetenceudviklingsforløbet er at højne kvaliteten i SFO-tilbuddene og samtidig øge børns deltagelsesmuligheder. Ved at samle børn og medarbejdere på tværs af skolerne styrkes både den faglige udvikling og det sociale fællesskab.
Netværk på tværs af skoler
Udover at skabe bedre fritidstilbud har forløbet også til formål at styrke samarbejdet mellem de tre skolers SFO’er – både for børn og medarbejdere. Nerf Gun-kampen var blot én af flere aktiviteter, der skal bringe de tre SFO’er tættere sammen.
Store planer for sommeren
SFO’erne hviler ikke på laurbærrene. Allerede den 4. juli er der planlagt en stor legedag på Katbakken, hvor 400 børn fra de tre skoler mødes til en dag fyldt med leg, fællesskab og sjove aktiviteter.
Med engagement og samarbejde i højsædet ser fremtiden lys ud for SFO-samarbejdet mellem Bavnebakkeskolen, Suldrup Skole og Øster Hornum Børneunivers.