ForsideMariagerfjordStjålne kirkegenstande er nu tilbage i Øster Hurup Kirke: "Vi var nærmest...

Stjålne kirkegenstande er nu tilbage i Øster Hurup Kirke: “Vi var nærmest euforiske på vej hjem”

Stjålne kirkegenstande er nu tilbage i Øster Hurup Kirke: “Vi var nærmest euforiske på vej hjem”

Stemningen var både lettet og glad, da Inge Østergaard fra menighedsrådet sammen med sin mand torsdag kørte hjem fra Kolding med bilen fyldt med værdifulde kirkegenstande, som i maj blev stjålet fra Øster Hurup Kirke.

Allerede mandag fik sognepræst Iben Brejner Højgaard et overraskende opkald fra politiet i Kolding. De kunne meddele, at man havde fundet tyvekosterne fra kirken, herunder en kostbar Børge Mogensen-folkestol, en dåbskande i messing, en alterkalk i sølv og hele 27 særkalke i sølv.

– Alle de stjålne genstande var der – intakte og klar til at komme hjem, fortæller Inge Østergaard, der sammen med sin mand straks tog turen sydpå for at hente dem.

Politiet i Kolding havde ifølge Inge Østergaard fået færten af tyvekosterne via nogle online handelsplatforme. Med en målrettet indsats og overvågning lykkedes det at slå til og sikre, at de mange genstande kunne tilbageleveres til kirken.

– Vi var nærmest euforiske på vej hjem i bilen. Det føltes helt uvirkeligt, at vi sad der med alle tingene igen – ting, som har stor værdi, ikke bare økonomisk, men også historisk og kirkeligt, siger Inge Østergaard.

I alt blev der i maj stjålet en række genstande fra kirken – blandt andet også et pengeskab, som dog ikke var blandt de fundne effekter.

Nu er de genfundne kostbarheder igen hjemme, og der bliver i de kommende dage arbejdet på at få dem tilbage på deres rette pladser i Øster Hurup Kirke.

Inge Østergaard og hendes mand havde bilen fuld af stjålne – og nu genfundne – genstande fra Øster Hurup Kirke på vej hjem fra Kolding. Foto: Privat
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler