Stigning i SOSU-elever og nye tiltag skal sikre fremtidens velfærd – status og udfordringer i Mariagerfjord Kommune
Når Udvalget for Sundhed og Omsorg i Mariagerfjord Kommune holder møde den 13. maj 2025, får udvalget en status på elevområdet (SOSU)
I de kommende år vil sikring af tilstrækkeligt antal og kvalificerede medarbejdere på de store velfærdsområder blive en af de vigtigste fokusområder. Her er og bliver kvalitetssikring og udvikling af SOSU elevområdet vigtigt ift. at sikre rekruttering og fastholdelse af eleverne. Udvalget for Sundhed og Omsorg orienteres i denne sag om den aktuelle status på elevområdet samt igangsatte tiltag for at arbejde med rekruttering og fastholdelse af sosu-elever.
Indstilling
Kommunaldirektøren indstiller til Udvalget for Sundhed og Omsorg: At orientering om status på SOSU-elevområdet tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Analyser af rekrutteringssituationen på de kommunale velfærdsområder viser, at kommunerne i de kommende år vil få væsentlige udfordringer med at rekruttere tilstrækkeligt faglært personale.
De centrale aktører i uddannelsen af kommende faglærte social- og sundhedsmedarbejdere skal derfor arbejde tæt sammen om at sikre, at flest muligt med forudsætninger for at gennemføre en uddannelse, målrettet velfærdsområderne, påbegynder og gennemfører en uddannelse.
Udfordringerne begynder også at kunne spores i Mariagerfjord Kommune. Blandt andet derfor er der tæt samarbejde både internt i kommunen samt med SOSU Nord, med det formål at udbygge og systematisere rekruttering til og fastholdelse i social- og sundhedsuddannelserne.
Mariagerfjord Kommune har fra 2022 til 2024 oplevet en stigning i interessen for SOSU-uddannelserne og dermed også en stigning i antallet af ansøgere. Samtidig opleves en større tilgang af unge ansøgere, der vælger SOSU-området som 1. prioritet.
Mariagerfjord Kommune har øget antallet af elever markant siden 2018, og der er løbende behov for at være opmærksom på elevområdets udvikling indenfor fx økonomisk balance, elevadministration og samarbejde med oplæringspladser og skole.
For en nærmere beskrivelse af udvikling i antallet af elever og tiltag se nederst i dagsordenspunktet samt vedhæftede bilag.
Der er i januar 2021 oprettet en lokalafdeling af SOSU-Nord i Hobro. Afdelingen startede ud med et enkelt Grundforløb(GF)2-hold i januar og er i august 2021 udvidet med yderligere et GF2 hold samt et lille GF1- hold. Der er etableret et tæt samarbejde med SOSU-Nord og underviserne på lokalafdelingen, hvilket giver bedre rekrutterings- og fastholdelsesmuligheder for SOSU-eleverne i Mariagerfjord Kommune.
Det første Social- og Sundhedshjælper(SSH)-hovedforløb i Hobro havde opstart i juni 2024.
Dimensionering af sosu-elever
Ifølge trepartsaftalen om ”Flere lærepladser og entydigt ansvar”, indgået i november 2020, forpligter kommunerne sig på at tilbyde en læreplads til samtlige kvalificerede elever på SOSU-assistentuddannelsen, der optages på uddannelserne i 2021 og 2022. Denne ordning er også gældende for 2023 og 2024. I den øvrige del af aftaleperioden (dvs. frem til 2026) fastholdes dimensioneringen på 6.000 for assistentelever og 3.000 for hjælperelever på landsplan. Det understreges, at der er tale om en minimumsdimensionering, som kan forhøjes lokalt.
For Mariagerfjord Kommune betyder dimensioneringen, at der skal ansættes 72 SOSU-elever årligt fra 2020 til 2026 i forhold til 41 elever i 2019.
Den kommunale forpligtigelse til at skaffe lærepladser til samtlige kvalificerede elever på uddannelsen som social-og sundhedsassistent sender et stærkt signal til alle, der er interesserede i uddannelsen, om, at de ikke skal være nervøse for, om de kan finde en læreplads.
I bilaget fremgår tabeller, der beskriver ændringen i dimensioneringen fra 2019 frem til 2020-2023 (samt 2022-2026) for social- og sundhedsassistentelever i de nordjyske kommuner.
Ud over den øgede dimensionering for social- og sundhedshjælperelever og social- og sundhedsassistentelever, er der i Mariagerfjord Kommune truffet beslutning om, at ansætte alle SOSU-elever, uanset uddannelsesretning, allerede fra Grundforløbets anden del pr. 1. januar 2020. Samtidig har vi fået oprettet et SSH-hovedforløb i Hobro med ekstra ansættelse af 23 elever årligt. Dette har betydning for et øget elevantal i de kommende år.
Mariagerfjord Kommune havde i den sidste halvdel af 2024 begrænset ansættelse af SSA-elever for at minimere budgetoverskridelse. Fremadrettet kan det være udfordrende at rekruttere SSA-elever, svarende til dimensioneringen. Det betyder et behov for øget fokus på rekruttering af SSA-elever.
Siden juni 2022 har vi ansat ca. 23-25 SSH-elever x 2 årligt, da der er lavet en arbejdsgiveraftale med SOSU Nord om, at skabe et grundlag for et hovedforløb i Hobro. Betingelsen har været, at der skal være minimum 23 elever på holdet, hvis der skal oprettes hovedforløb.
Hvis vi fortsætter med at leve op til betingelserne for et SSH-hovedforløb i Hobro samt opfylde dimensioneringen med SSA-elever, vil vi i Mariagerfjord Kommune fremadrettet øge elevantallet til gennemsnitligt 271 elever årligt.
I nedenstående tabel ses udviklingen i antallet af SOSU elever i Mariagerfjord Kommune fra 2018 til 2025
År | Antal ansatte elever |
2018 | 95 |
2019 | 110 |
2020 | 145 |
2021 | 170 |
2022 | 185 |
2023 | 250 |
2024 | 249 |
2025 | Marts: 195 |
Fordeling af ansatte elever i Mariagerfjord Kommune
Udviklingen af antallet af elever ansat i Mariagerfjord Kommune er steget fra 95 elever i 2018 til ca. 250 elever i 2024. Umiddelbart ses et fald i antal elever i 2025 og pr. marts 2025 er der ansat 195 elever i Mariagerfjord Kommune.
Fordelingen af de 195 ansatte elever pr. 01.03.2025 ser således ud: Social- og sundhedsassistentelever:
- 105 ansatte elever i alt. Der er ansat 40 SSA-elever i 2024
Mariagerfjord Kommune har derfor ikke opfyldt dimensioneringen for ansættelse af social- og sundhedsassistentelever i 2024, da vi som minimum skal ansætte 49 social- og sundhedsassistentelever
Social- og sundhedshjælperelever:
- 90 ansatte elever i alt. Ud af de 90 social- og sundhedshjælperelever, er 46 ansat i 2024.
Mariagerfjord Kommune har hermed opfyldt dimensioneringen for ansættelse af social- og sundhedshjælperelever i 2024, da vi som minimum skal ansætte 23 social- og sundhedshjælperelever. Vi skal ansætte yderligere 23 SSH-elever efter aftale med SOSU-Nord
I januar 2025 har Mariagerfjord Kommune ansat følgende elever til SOSU-uddannelserne:
- 17 SSH-elever
- 4 SSH EUV1-elever
- 10 SSA-elever
- Der er ansat yderligere 10 SSA Merit elever i april 2025.
Frafald blandt eleverne i 2024
Frafaldet i Mariagerfjord Kommune i 2024 for henholdsvis elever til hjælper- og assistentuddannelsen udgør 16% og 18%, hvilket er svarende til landsgennemsnittet på begge uddannelser. Der ses overordnet et større frafald end i 2022 og 2023.
Der gøres en ekstra indsats for at samarbejde med SOSU Nord omkring eleverne, der starter på GF2, dels ift. vurdering af uddannelsesrelevans men også ift. elevernes valg af uddannelsesretning. Dette har betydning for, at frafaldet på uddannelserne sker inden opstart på hovedforløbene.
SOSU Nord har medio 2024 iværksat tiltag for at ruste eleverne til opstart i den første oplæringsperiode på hovedforløbet og for at imødekomme og forebygge ”praksischok”. Der afholdes en hel dag sammen med alle elever på tværs af uddannelsesretninger, hvor der er oplæg fra allerede igangværende elever, case-arbejde samt besøg af arbejdsgivere fra alle de nordjyske kommuner. Her drøftes praktiske oplysninger samt gensidige forventninger til oplæringsperioden.
Økonomi på SOSU-elevområdet
Der har igen i 2024 været et merforbrug på SOSU-elevområdet på trods af en strammere ramme for ansættelser af elever i 2024. Umiddelbart skyldes merforbruget fortsat det øgede antal af elevansættelser i 2023. Prognosen for 2025 viser pt. et forventet mindre forbrug.
Den indgåede arbejdsgiveraftale med SOSU Nord tilskriver, at Mariagerfjord Kommune skal ansætte 2 x 23 SSH-elever for at kunne oprette et hovedforløb til social- og sundhedshjælperuddannelsen i Hobro.
17 SSH-elever er ansat på GF2 januar 2025 med opstart på et hovedforløb i Hobro i juni 2025. Eftersom der ikke er ansat 23 elever på GF2, er der mulighed for at ansætte yderligere SSH-elever til hovedforløbet for at nå 23 elever.
Administrationen forsøger at ansætte SSA-elever svarende til dimensioneringsaftalen på 49 elever årligt. Vi har i 2025 indtil videre ansat 20 SSA- elever og mangler derfor 29 elever.
Derudover er følgende elementer etableret til systematisering og styrkelse af økonomien på SOSU-elevområdet
- Der afholdes økonomiopfølgning hver måned i samarbejde med økonomikonsulent.
- Der er løbende kontrol af refusioner, således vi er sikre på at få det forventede beløb.
- Der søges voksenlærlingetilskud på alle elever over 25 år og der er bevilliget tilskud til ca. 70% af vores elever.
- Mentorerne er ultimo 2023 startet med at læse studiestøtte-timer med udvalgte elever i oplæringsperioderne, hvilket giver en ekstra indkomst fra SOSU Nord.
- Mentorerne er i 2025 startet op med et samarbejde med jobcentret, hvor aftalen er at give mentorstøtte til nogle af de elever, der kommer direkte fra jobcentret i uddannelse. Mentorstøtten hertil er refusionsberettiget.
Tiltag for tiltrækning og tilknytning af elever på SOSU-området
Det forventes, at både rekruttering og fastholdelse af elever inden for social- og sundhedsuddannelserne forbliver en udfordring mange år frem i Mariagerfjord Kommune såvel som på landsplan.
Derfor arbejdes der kontinuerligt med udvikling af området, således at Mariagerfjord Kommune fortsat er et attraktivt sted at uddanne sig.
Mariagerfjord kommune har søgt og fået tildelt puljemidler fra Undervisningsministeriet til at professionalisere oplæringsvejledningen på de enkelte plejecentre og hjemmeplejegrupper. Vi modtager det maximale beløb på kr. 2 mio. fordelt over de næste to år. Midlerne skal anvendes til opkvalificering og nytænkning af vejledningsindsatsen. Der er nuværende fokus på nedenstående tiltag:
- Strategisk beslutning i Ældre og Omsorg om fuldtids-oplæringsvejledere på alle plejecentre og i alle hjemmeplejeteams
- Mentorer: 2 mentorer giver faglig og personlig vejledning til elever og ansvarlige oplæringsvejledere
- Flere hænder og højere kvalitet i ældreplejen – rekruttering af ufaglærte i driften
- Uddannelsesaftale for alle elever på grundforløb 2
- Udvikling af uddannelsesmiljøet og elevernes uddannelsesvilkår
- Kvalitetsløft af oplæringsindsatsen i Mariagerfjord Kommune
- Strategisk samarbejde med SOSU Nord
- SSH til SSA
- SOSU-intro i samarbejde med jobcentret og virksomhedsservice
- Ny mesterlære forløb
- Uddannelsesmesser og åbent hus
Tiltagene uddybes i vedhæftede notat: ”Tiltag for rekruttering og fastholdelse af social- og sundhedselever 2024-2025″.
Økonomi
Der har i 2024 været et merforbrug på SOSU-elevområdet på trods af en strammere ramme for ansættelser af elever i 2024. Umiddelbart skyldes merforbruget fortsat det øgede antal af elevansættelser i 2023. Prognosen for 2025 viser pt. et forventet mindre forbrug.