ForsideMariagerfjordStatus på Uddannelsesby Hobro

Status på Uddannelsesby Hobro

Status på Uddannelsesby Hobro

I overensstemmelse med beslutningen truffet på udvalgsmødet for Arbejdsmarked og Uddannelse 2. december 2021, skal der løbende afrapporteres på arbejdet med ’Strategi for Hobro som attraktiv uddannelsesby’ til Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse samt Økonomiudvalget.

Desuden er Uddannelsesby Hobro en prioriteret indsats i Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelses visioner under fokusområdet ’Det skal være godt at være ung i Mariagerfjord’. Med denne sag på dagsordenen den 6. november 2024 i Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse gives en status over de aktuelle initiativer, der bliver arbejdet med i regi af Uddannelsesby Hobro.

Indstilling: Direktøren for Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked indstiller til Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse: At orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling
Uddannelse spiller en afgørende rolle som katalysator for vækst, bosætning og rekruttering, og derfor er uddannelse også et vigtigt afsæt for hele kommunens udvikling. Byrådet godkendte 21. december 2021 strategi for Hobro som attraktiv uddannelsesby, som sætter retningen for kommunens arbejde med at styrke uddannelses- og studiemiljøet i Hobro. Strategien har tre overordnede mål: 

  1. Det samlede antal unge i Mariagerfjord Kommune, der gennemfører en kompetencegivende uddannelse stiger.
  2. Udbuddet af uddannelser i Mariagerfjord Kommune matcher de unges ønsker og virksomhedernes behov.
  3. Flere unge og voksne fra omkringliggende kommuner tager uddannelse i Mariagerfjord Kommune.

Med et særligt fokus på den unge målgruppe bidrager arbejdet med Uddannelsesby Hobro til realiseringen af Byrådets vision om at skabe rammerne for, at Mariagerfjord er et godt sted at leve og opleve, lære og uddanne sig, drive forening og virksomhed og ikke mindst bosætte sig og bo. Strategien for Hobro som attraktiv uddannelsesby er bygget op om seks temaer, og nedenfor gives en status over arbejdet med hvert tema.

Tema 1: Vi lykkes sammen
Partnerskabet for Uddannelsesby Hobro vil på kommende møde til december genbesøge ’Strategi for Hobro som attraktiv uddannelsesby’ med henblik på at kvalificere den kommende revidering af strategien, som igangsættes primo 2025. I den forbindelse vil der også blive iværksat en analyse blandt unge i Mariagerfjord Kommune, som bl.a. skal afdække nedenstående overordnede emner blandt elever i 9. og 10. klasse samt på første år af ungdomsuddannelserne:

  • Kendskab til lokale uddannelsesmuligheder
  • Overvejelser om valg af uddannelse
  • Opfattelse af Hobro som et sted at tage sin uddannelse 

De eksisterende partnerskabsaftaler, som Mariagerfjord Kommune tegner med lokale virksomheder med henblik på at støtte unge og voksne ved at inspirere og vejlede til fremtidige uddannelsesvalg og karriereveje, er i gang med at blive gentegnet, da de udløber efter to år. I alt er der på nuværende tidspunkt indgået flere end 170 partnerskabsaftaler. Tallet dækker over såvel nytegnede aftaler som eksisterende, der snart har udløb. 

Efter drøftelser mellem Mariagerfjord Kommune, HEG – Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, FGU Himmerland, AMU Nordjylland og Dansk Industri er det besluttet, at den kommende partnerskabsaftale med DI udelukkende tegnes mellem DI og Mariagerfjord Kommune. Aftalen vil tydeliggøre, at det nødvendige partnerskab og handlinger parterne imellem allerede er på plads i Uddannelsesby Hobro. Samtidig vil der i aftalen være fokus på, hvordan vi i fællesskab kan styrke kendskabet til og kommunikationen omkring de muligheder og initiativer, der findes i Uddannelsesby Hobro og Mariagerfjord Kommune.

Tema 2: Byens puls
2. maj 2024 valgte udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse at prioritere 40.000,- fra de frie aktivitetsmidler til at genopfylde Ungepuljen. Henover sommeren og efteråret har der ikke været nogle ansøgninger til puljen, hvorfor ingen af de nye midler hidtil er blevet uddelt. I september blev der afholdt et møde med ungepanelet, som er tilknyttet puljen. Her blev det drøftet, hvordan kendskabet til puljen kan spredes, samt hvad de unge vurderer kan være mulige barrierer for at søge puljen. Bl.a. blev det nævnt, at mange unge muligvis undlader at søge puljen til at arrangere noget, af frygt for at ingen vil bakke op om tiltaget og deltage. For at sprede kendskabet til puljen arbejdes der på forskellige kommunikationsformer, bl.a. formidling om puljen til fællessamlinger på ungdomsuddannelserne, synlighed til arrangementer hvor den unge målgruppe er til stede og generel kommunikation på de sociale medier og i pressen.

Der er nedsat tre Campusråd – et ledelses-, et medarbejder- og et elevråd – som inddrages i forbindelse med udviklingsfasen, der skal forberede programmeringen af Campus Hobro. Formålet med udviklingsfasen, som faciliteres af “Hele Landet – sociale arkitekter” er dels at kvalificere de fremtidige fysiske rammer på campus og dels at påbegynde det fremtidige samarbejde omkring campus. Selve programmeringen vil skulle tænkes sammen med de nye politiske udspil på uddannelsesområdet.

Tema 3: Styrket vejledning
Vejledningsindsatsen sker med afsæt i Uddannelsesby Hobro, herunder i tæt samarbejde med grundskoler, uddannelsesinstitutioner, Ungecenteret og kommunens erhvervsplaymaker.

Der er vedtaget ændringer i UU lovgivningen vedrørende den kommunale indsats for unge under 25 år. Ændringerne er trådt i kraft 1. august 2024, og de medfører bl.a. et krav om en kommunal sammenhængende plan for vejledning på 7. – 10. klassetrin. Formålet med planen er, at både elever og forældre oplever en helhedsorienteret vejlednings- og afklaringsindsats i forhold til uddannelsesvalget, og at elever og forældre får bedre indsigt i de krav og uddannelsesmuligheder, der ligger efter grundskolen. Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse blev orienteret om lovændringerne 8. august 2024.

Ét blandt flere initiativer for at give grundskoleelever indsigt i uddannelses- og karrieremuligheder er ”snusepraktik”, som bliver lanceret som pilotprojekt i foråret 2025. Planen er, at snusepraktikken bliver en fast del af undervisningen i 7. klasse fra skoleåret 2025/2026. I første omgang vil snusepraktikken fokusere på SOSU-uddannelserne, hvor en hel klasse vil tilbringe en dag i praktik på en SOSU-skole og en anden dag på et plejehjem. Et lignende tiltag er allerede implementeret i form af projektet Slagt og Æd, hvor der er fokus på landbrugs- og fødevareuddannelserne. Projektet er ligeledes bygget op over et to-dages forløb, hvor der er fokus på anvendelse af teori i praksis.

Et andet initiativ der har til hensigt at klæde de unge mennesker på til deres fremtidige uddannelsesvalg er uddannelsesaftenerne, som afholdes den 12. og 13. november. Her skal elever i 8. klasse og deres forældre lytte til oplæg om de forskellige ungdomsuddannelser og møde lokale virksomheder til en dialog om mulige uddannelses- og karriereveje. Elever i 9. og 10. klasse samt efterskoleelever er også inviteret til at deltage. 

I forbindelse med det Europæiske Folkemøde 2024 afholdte Mariagerfjord Kommune en workshop for 6. klasseelever fra Mariager, Assens og Valsgård skoler i samarbejde med HEG og Ungdomsskolen. Her blev der sat fokus på håndværksfag, idegenerering, kreativitet og samarbejde, da eleverne byggede og udsmykkede sæbekassebiler. 

I juni 2025 søsættes projektet ’Kickstart din uddannelsesvej’ for alle 7. klasser i Mariagerfjord Kommune. Projektet er en konkurrence, hvor det for eleverne gælder om at lave den mest kreative kampagnestand, der ”sælger” en lokal ungdomsuddannelse. Gennem nysgerrighed, kreativitet og kommunikation er formålet med projektet at kvalificere elevernes syn på de lokale ungdomsuddannelser og herved bidrage til reflekterede uddannelsesvalg. 

6. november afholdes EUDcationday, hvor udskolingslærere, uddannelsesvejledere og undervisere fra Ungdomsskolen bliver introduceret til de mange erhvervsrettede uddannelser gennem praksisfaglighed og hands-on aktiviteter.

Tema 4: Tiltrækning og fastholdelse af uddannelser
Fra juni 2024 har det været muligt at tage hovedforløbet på social- og sundhedshjælperuddannelsen hos SOSU Nord i Hobro. Derudover vil det fra februar 2025 også være muligt at gennemføre hovedforløbet af tømreruddannelsen hos HEG i Hobro. Det betyder, at elever fremover kan gennemføre hele hhv. social- og sundhedshjælperuddannelsen og tømreruddannelsen lokalt.

Tema 5: Transport og logistik
Mariagerfjord Kommune har sammen med NT igangsat projektet ‘Mere Mobilitet for Pengene i Mariagerfjord Kommune’ for tilretning af den kollektive trafik. Projektet har analyseret den nuværende kollektive trafik og foreslået løsninger. På møde 7. oktober godkendte Udvalget for Teknik og Miljø, at nedenstående indsatser indarbejdes i den fremadrettede kollektive trafikplan i Mariagerfjord Kommune. De besluttede tiltag vil være implementeret i forbindelse med køreplansskiftet til august 2025. 

  • Optimering af bybusbetjeningen mellem Hadsund og Hobro så der kan indføres timedrift af ekspresbusbetjening på strækningen.
  • Reorganisering af bybusbetjeningen i Hobro så eksempelvis weekendkørslen nedlægges.
  • Ensretning af skolebetjeningen.
  • Færre afgange på ydertidspunkter på lokalruter.
  • Øget markedsføring af fleksible produkter.

For yderligere information henvises der til bilagene, der blev forelagt Udvalget for Teknik og Miljø 9. september 2024.

Tema 6: Branding
De gode historier relateret til unge- og uddannelsesområdet bliver løbende kommunikeret via de sociale medier, nyhedsbreve, annoncer og pressen. Derudover er der i øjeblikket ekstra synlighed om Uddannelsesby Hobro i bybilledet i Hobro via et stort banner på Brogade. Der er desuden blevet lavet et grafisk, interaktivt bykort over Hobro, som viser de mange forskellige funktioner og oplevelser Hobro har at byde på. Kortet kan tilgås fra Uddannelsesby Hobros hjemmeside: https://www.uddannelsesbyhobro.dk/livet-i-hobro/kort-over-hobro 

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler