Status for frisættelse og afbureaukratisering i Rebild Kommune
Når Økonomiudvalget i Rebild Kommune onsdag den 18. juni holder ordinært udvalgsmøde, er der på dagsordenen bl.a. en orienteringssag: Status for frisættelse og afbureaukratisering i Rebild Kommune
Sagsgang: Økonomiudvalget.
Resume
Halvårlig mundtlig afrapportering til den politiske følgegruppe for frisættelse og afbureaukratisering.
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Byrådet vedtog i september 2023 ‘Aftale om frisættelse og afbureaukratisering i Rebild Kommune’. Aftalen er gældende i fire år for perioden 1. november 2023 til 1. november 2027. I juni 2024 besluttede byrådet at nedsætte en politisk følgegruppe, i form af Økonomiudvalget og vedtog dertil en proces for opfølgning.
Her er det aftalt, at forvaltningen foretager en halvårlig tværgående rapportering til følgegruppen. Rapporteringen er mundtlig for at undgå, at bidrage til unødvendigt bureaukrati og dermed understøtte frisættelses- og afbureaukratiseringsdagsordenen. Forud for rapporteringen til følgegruppen er erfaringsudveksling om frisættelse og afbureaukratisering drøftet på et møde i Strategisk Ledergruppe.
Ved den halvårlige opfølgning i den politiske følgegruppe deltager 1-2 centerchefer efter turnus og giver en mundtlig og tematisk afrapportering på skift. De suppleres ved behov af direktører, der mundtligt fortæller om status på deres område. Der kan eventuelt suppleres med bilag, eksempelvis i form af præsentationer.
Til dette møde deltager følgende centerchefer: Lotte Worup, Center Sundhed, Kultur og Fritid samt Tove Nyegaard, Center Natur og Miljø
Økonomi
Ingen bemærkninger.


