“For meget af det go’e” i ALFA Vesthimmerlands Musikhus
Der er lagt op til en svedig og stemningsfuld koncertoplevelse, når trioen SPJustFrost gæster ALFA Vesthimmerlands Musikhus torsdag den 30. april 2026 klokken 20.00.
Koncerten er en del af trioens fem uger lange turné i april og maj under titlen “For meget af det go’e”, hvor publikum kan se frem til en intens liveoplevelse med masser af spilleglæde og musikalsk overskud.
SPJustFrost har gennem mange år markeret sig som et af Danmarks stærkeste live-acts. Med deres karakteristiske blanding af klassiske jazznumre og egne kompositioner leverer de en energifyldt koncert, der trækker tydelige tråde til New Orleans’ varme og pulserende musikmiljø.
Trioen består af Henrik Schou Poulsen (bas og vokal), Esben Just (piano og vokal) og Søren Frost (trommer og vokal). Sammen skaber de et sammenspil, der både er virtuost og nærværende – og som gennem årene har begejstret publikum over hele landet.
Siden gennembruddet i 1998 med livealbummet “Live in CPH”, optaget foran et tætpakket publikum på Café Bopa i København, har trioen opbygget en solid position på den danske jazzscene. Her blev caféen for en aften forvandlet til en klub i New Orleans’ berømte Frenchmen Street – en stemning, der stadig lever videre i bandets koncerter i dag.
SPJustFrost har spillet hundredvis af koncerter på både klubber og festivaler, og det er fortsat publikums begejstring, der driver trioen ud på landevejene.
Koncerten i ALFA byder på to sæt af hver 45 minutter, og publikum kan forvente en aften fyldt med nærvær, energi og masser af “det go’e”. Der er unummererede pladser, og billetprisen er 220 kroner – eller 120 kroner for medlemmer af jazzklubben.





