Spærring af Hobrovej i Støvring fra 22. september til 19. december
Rebild Forsyning spærrer en del af Hobrovej i Støvring for gennemkørsel i perioden fra den 22. september til den 19. december 2025. Spærringen gælder strækningen fra Klepholmvej til Hobrovej 141. For cyklister og fodgængere vil der dog fortsat være passage gennem arbejdsområdet.
Årsagen til spærringen er et større kloakarbejde, hvor der etableres to nye ledninger – én til regnvand og én til spildevand. Projektet er sidste etape af den allerede gennemførte separatkloakering på Hobrovej mellem Klepholmvej og Mosbæk Allé. Målet er at tilkoble flere ejendomme samt en længere strækning af Hobrovej til regnvandsbassinet ved svømmehallen. Det medfører både miljømæssige og økonomiske gevinster, blandt andet ved at regnvand ikke længere skal pumpes hele vejen til et renseanlæg i Aalborg.
Arbejdet udføres i samarbejde med entreprenørfirmaet Christians Anlæg A/S, og omkørsel vil være skiltet via Nibevej, Vestre Primærvej og Nørre Allé. Projektet gennemføres sideløbende med separatkloakeringen på Buderupholmvej, hvilket i perioder vil påvirke trafikken i Støvring. Når de to projekter er afsluttet, forventes en periode med færre gravearbejder i området.
Spørgsmål vedrørende projektet kan rettes til Rebild Forsyning på telefon 30 74 78 14.






