ForsideHimmerlandSpænding før glentetælling: Danmarks røde glenter vil måske flygte fra sne og...

Spænding før glentetælling: Danmarks røde glenter vil måske flygte fra sne og kulde

Spænding før glentetælling: Danmarks røde glenter vil måske flygte fra sne og kulde

I weekenden d. 10-11. januar vil ornitologer landet over spejde efter røde glenter i et af den danske vinternaturs spektakulære fænomener, rovfuglenes samling til kollektiv overnatning. For få dage siden var der flere hundrede glenter i den danske natur, men sne og frost kan sende de røde rovfugle på flugt. Nu krydses der fingre for klart vejr i den kommende weekend, så der kan komme tal på den aktuelle vinterbestand. 

For få dage siden blev der set røde glenter over stort set hele Danmark med de største antal østpå i landet.

Men den hårde vinter kan sende rovfuglene på kuldeflugt mod mildere egne i syd og sydvest for os.

Den kommende weekends nationale tælling af vinterens røde glenter vil afsløre, om rovfuglene holder stand, eller trækker ud af landet.

– Det er ikke såmeget frosten, der er problemet for den røde glente, det er udbredt snedække, som arten normalt ikke bryder sig om. Rød glente er en udpræget ådselæder, og hvis sneen i lange perioder dækker dens føde, siger det sig selv, at den kan få problemer. Og så forlader mange af fuglene Danmark og haster sydpå til snefri egne, siger den fynske ornitolog Per Rasmussen, der på vegne af DOF BirdLife holder talmæssigt styr på Danmarks røde glenter.

Nye tider med mange glenter
Røde glenter til fælles overnatning på ganske særlige lokaliteter er et relativt nyt fænomen i den danske natur. Rovfuglene stimler sammen i timerne før solnedgang, og sætter sig i en gruppe træer, hvor der er fred og ro, indtil de næste morgen forlader stedet og fordeler sig i landskabet til fødesøgning.

De seneste to-tre årtier er antallet af røde glenter i Danmark vokset markant.

Sidste år på denne årstid talte danske ornitologer 706 røde glenter i det danske landskab midt i januar. Rekorden for en midvintertælling er 759 glenter i 2023. Året efter var der snedække i store dele af landet, og da trak mange glenter sydpå, så facit i januar 2024 kun blev på 439 fugle.

Flest glenter i egne mod øst
DOF’s glentetællere vil den kommende weekend koncentrere sig om at overvåge de lokaliteter, der traditionelt huser overnattende glenter. Generelt kan der ses glenter overalt i Nordøstjylland, Østjylland og på øerne. Kun den nordvestligste og vestlige del af Jylland er stort set uden glenter om vinteren.

– Hvis man tjekker DOFbasen, kan man pejle sig ind på de bedste glenteområder. På det seneste er der set større antal i de klassiske glenteterræner omkring Tissø på Vestsjælland, ved Kyse nordvest for Næstved, Tindbæk vest for Randers og ved Skandinavisk Dyrepark på Djursland, oplyser Per Rasmussen.

– Hvis ikke glenterne opholder sig i præcis det skovområde, hvor de måske blev set sidste vinter, bør man tjekke nabolaget. Rovfuglene har det med at skifte sovepladser, siger Per Rasmussen, der med hjælp fra rundt regnet 100 erfarne feltornitologer vil samle detnationale glentetal efter tællingen.

De senere år har der tegnet sig et mønster af, at et stigende antal af de erfarne og veletablerede glentepar bliver i deres danske yngleområder, så de tidligt på foråret kan hævde territorium og indlede deres ynglesæson.

I reglen er det en fordel at droppe trækket sydpå, så glenterne undgår risikomomenter på rejsen.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler